Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Karakterbog: Fremragende Fernandinho og Aguero flækkede United-flops

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.11.2018 Kl. 19:49
Det blev aldrig rigtigt spændende, da City besejrede United i Manchester-derbyet søndag. Her er vores vurdering af spillernes præstationer i opgøret.

Karakterskalaen

1-2: Den exceptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)

3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)

5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)

7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)

 

9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

Ederson – 5

Brasilianeren var som altid god med fødderne og fik distribueret bolden flot, men Ederson skal være lykkelig for, at dét straffespark, han begik, ikke endte med at blive dyrere for Manchester City.

Kyle Walker – 7

Han stod overfor Manchester Uniteds mest formstærke spiller, Anthony Martial, men franskmanden blev holdt i skak stort set hele kampen.

John Stones – 7

Citys midtstopperpar viste ikke meget slinger i valsen og vandt duellerne, der skulle vindes, men United testede dem heller aldrig helt.

Aymeric Laporte – 7

Franskmanden lukkede flot ned for Marcus Rashford på samtlige kontraangreb, og ligesom Stones så Laporte meget komfortabel ud med bolden ved fødderne.

Benjamin Mendy – 5

Pep Guardiola lod ikke sine full-backs komme meget frem offensivt i dagens topkamp – særligt ikke i første halvleg – så Mendy havde ikke samme chance for at vise sin absolutte force i det offensive spil som sædvanligvis.

Fernandinho – 9

Fernandinho var her, dér og alle vegne og vandt klart flest af sine dueller på midtbanen med blandt andre Fellaini, men det var særligt i boldbesiddelse, at brasilianeren brillierede med sin flotte pasninger, der skilte United-forsvaret fra hinanden.

Bernardo Silva – 7

Silva ville konstant have bolden, og i de fleste situationer behandlede han også den lille runde godt med farlige driblinger og milimeterpræcise pasninger – og så sled han også overraskende meget defensivt, inden Gündogans mål definitivt slukkede Uniteds håb om et comeback.

David Silva – 8

Spanieren spiller noget af sin i forvejen flotte karrieres bedste fodbold, og søndag åbnede Silva ballet med kampens første scoring.

Riyad Mahrez – 5

Han var noget nær umulig at tackle og havde mange succesfulde driblinger, men der kom ikke alverden ud af Mahrez' mange finurligheder, og hans præstation vil nok mest blive husket for tunnellen på Luke Shaw.

Sergio Aguero – 9

Med sit nye flotte hår fortsatte Aguero tendensen med at plage Manchester United i derby-opgørerne, og søndag blev han med sit mål til 2-0 den femtemest scorende spiller i et Manchester-derbyerne nogensinde.

Raheem Sterling – 7

Uanset hvor på banen Sterling blev rokeret rundt til, fortsatte den lynhurtige englænder med at være en trussel, og på en bedre dag havde han måske også selv bidraget med et mål.

Indskiftere:

Leroy Sane – 7

Bedst som Ashley Young var sluppet for Raheem Sterling, endte han med at stå overfor Leroy Sané, som fortsatte med at plage Manchester United-forsvareren. Tyskeren kunne have været køligere i en overtalssituation på kontra, men generelt satte han ikke mange fødder forkert.

Ilkay Gündogan – 7

Han lukkede og slukkede kampen med sit mål til 3-1 – og for dét alene fortjener han et syvtal.

Phil Foden – -/-

Stortalentet blev skiftet ind for at gøre et indhug i tillægstiden, så det er ikke til at bedømme Fodens præstation.

Manchester United

David de Gea – 6

Det er svært at bebrejde David de Gea for nogle af målene, selvom han måske, måske burde have gjort det bedre på Sergio Agueros kasse. Spanieren har førhen leveret store redninger i lignende situationer.

Ashley Young – 3

Ashley Young er ikke en forsvarer, og det fik City udstillet søndag, hvor Young gang på gang blev fanget ude af position. Young havde i hvert fald en uheldig fod med i to af Manchester Citys mål.

Chris Smalling – 5

Smalling spillede ikke en decideret dårlig kamp, men han havde formentlig begået et straffespark i første halvleg, hvis ikke David Silva scorede i samme situation.

Victor Lindelöf – 5

Svenskeren har vist fin form i nyere tid, men når man lukker tre mål ind, kan man ikke forvente mere end et femtal.

Luke Shaw – 6

Shaw stod udmærket defensivt og forsøgte at komme fremad, selvom han aldrig helt fik samarbejdet med Anthony Martial på venstrekanten til at spille.

Nemanja Matic – 4

Han så dum ud på Ilkay Güngogans mål, og serberen, der er blevet kritiseret gevaldigt i de forgangne uger, viste atter hvorfor. Han vandt få bolde tilbage og var ikke selv særligt imponerende, når United var i boldbesiddelse.

Ander Herrera – 3

Baskeren havde stort set ikke held med noget i dagens kamp, hvor han flere gange tabte bolden i potentielt farlige situationer.

Marouane Fellaini – 6

Fellaini gjorde det, Fellaini gør. Han vandt sine luftdueller og havde ikke en dårlig dag rent teknisk, når bolden var ved fødderne, og på en dag som i dag er det nok til, at belgieren er blandt Uniteds bedste – tragisk.

Jesse Lingard – 4

Han løber og løber, men skaber så lidt, og i dag havde Lingard en endnu mere stille eftermiddag en sædvanligvis.

Marcus Rashford – 4

Han var tydeligt frustreret, da han blev skiftet ud, men det er også fuldt forståeligt, når man som angriber ikke når tæt på modstanderholdets felt med bolden én eneste gang i hele kampen.

Anthony Martial – 5

Han scorede Uniteds enlige mål, og selvom han på mange måder ikke foldede sig ordentligt ud i dag, så var han alligevel Uniteds farligste spiller og blandt de få til at registrere et skud på mål.

Indskiftere:

Romelu Lukaku – 5

Hans første aktion vandt United et straffespark, men troede man, det skulle varsle begyndelsen på en stor præstation, tog man fejl. Lukaku havde svært ved at holde på bolden igen i opspillet.

Alexis Sanchez – 5

Sanchez kunne ikke nå at ændre meget på kampens udfald.

Juan Mata – 4

Mourinho har haft meget held med sine indskiftninger i de seneste kampe, men Mata bidrog med nul og niks mod City, hvor spanieren stort set ikke var på bolden mere end en håndfuld gange.

Annonce