AFC BournemouthArsenal FCAston Villa FCBrighton & Hove AlbionBurnleyChelsea FCCrystal PalaceEverton FCLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedNorwich CitySheffield UnitedSouthamptonTottenham HotspurWatford FCWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
25:02:2020 22:52
Karakterbog: Brillante Bayern buldrede hen over Chelsea

Den første 1/8-finale i Champions League mellem Chelsea og Bayern München endte 0-3. Vi har givet karakterer til de to holds spillere.


Chelsea – Bayern München 0-3 (0-0)
0-1 Serge Gnabry (51’)
0-2 Serge Gnabry (54’)
0-3 Robert Lewandowski (76’)

Her er karakterskalaen:

1-2: Den ekseptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)

3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)

5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)

7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)

9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

Chelsea

Willy Caballero: 6 – Han var reelt uden chance ved scoringerne til Bayern München, men det trækker alligevel ned at indkassere tre scoringer. I første halvleg stod han forrygende og hev flere store redninger ud af ærmet.

Cesar Azpilicueta: 3 – Anføreren virkede ganske solid i første halvleg, men efter pausen blev han udstillet ved begge scoringer, og derudover var han usikker i yderligere et par tilfælde. Blev pillet ud efter 73 minutter.

Andreas Christensen: 4 – Var stærk i de fysiske dueller, og han viste også sin gode forudseenhed et par gange, men han var også udfordret. Et par gange blev han spillet i ryggen, og han var også involveret i et par målene.

Antonio Rüdiger: 4 – Ligesom Andreas Christensen blev han spillet i ryggen et par gange. Han viste dog også fin fysik, og han var ikke direkte involveret i et af målene.

Reece James: 3 – Den unge englænder var meget udfordret – særligt efter pausen blev han kørt rundt i manegen. Offensivt slog han enkelte fine indlæg, men det blev også til for lidt.

Jorginho: 4 - Brokkede sig til gult kort, der giver ham karantæne i næste kamp. Det var utrolig dumt. Derudover havde han lidt for mange boldtab, mens han godt kunne have fyldt mere defensivt.

Mateo Kovacic: 8 – Chelseas med afstand bedste spiller. Efter en smule startvanskeligheder spillede han fortrinligt de sidste 80 minutter, hvor han dikterede hjemmeholdets spil. Stærk i duellerne og med et stort overblik. Er ved at udvikle sig til en verdensklassespiller.

Marcos Alonso: 2 – Trak et torskedumt direkte rødt kort mod slutningen af kampen. Forinden havde han i momenter vist godt takter, men han var også udfordret defensivt. Virkede til tider ukoncentreret.

Mason Mount: 4 – Energisk indsats af midtbanespilleren. Flere gange var han i gode positioner, men han blev overspurtet i alle tilfælde. Arbejdede stenhårdt gennem hele kampen.

Olivier Giroud: 5 – Franskmanden havde svære arbejdsbetingelser, men han var en god opspilsstation. Med lidt held havde han fået foden på et indlæg, der kunne have gjort ham til kampens første målscorer.

Ross Barkley: 2 – Virkede totalt overmatchet. Var langsom i boldomgangen, mens han også havde for mange fejlafleveringer.

Indskiftere

Willian: 4 – Relativt anonymt indhop af brasilianeren, der brugte mest tid på at jagte bolden.

Tammy Abraham: 3 – Fik flere fine indlæg at arbejde med, men han var ikke på de rette steder. Fik også for lidt ud af en stor chance, hvor han kunne have spillet bolden på tværs til Willian.

Pedro: UB – Fik for lidt spilletid

Bayern München

Manuel Neuer: 7 – Han havde en enkelt kritisk fejlaflevering, men derudover var han forrygende med fødderne. Samtidig diskede han op med et par fine redninger.

Benjamin Pavard: 7 – Solid kamp i defensiven af franskmanden, der havde godt styr på Marcos Alonso. Offensivt bidrog han ikke med alverden udover sikre afleveringer til holdkammeraterne.

Jerome Boateng: 6 – Den tyske stopper havde nogle gevaldige dueller med Olivier Giroud, som gav ham problemer. Virkede også en anelse langsom, men han slap i sidste ende godt fra tingene.

David Alaba: 8 – Østrigeren lavede måske slet ikke en fejl med bolden for fødderne, og i duellerne var han som regel også stærk og forudseende.

Alphonso Davies: 10 – Sikke en kamp. Canadieren viste strålende forsvarsspil ved flere tilfælde, og i offensiven kom han buldrende med sin ekstreme fart og gode teknik gennem hele kampen. Krydrede det med assisten til 3-0.

Joshua Kimmich: 8 - Lavede én fejlaflevering, der var ved at kaste en stor chance af sig. Ellers var han fænomenal på den defensive midtbane som spilstyrer og ankermand.

Thiago Alcantara: 8 – Var ikke den mest iøjnefaldende spiller på grønsværen, men han var bare sikker i de ting, han foretog sig.

Kingsley Coman: 6 – Med sin enorme fart gav han udfordringer for Chelsea-defensiven et par gange. Han formåede dog ikke helt at blive farlig nok selv, inden han måtte lade sig udskifte med en skade.

Thomas Müller: 8 – Strålende kamp af tyskeren, som var involveret i rigtig mange ting. Burde have scoret, men hans afslutning tæt under mål prellede af på overliggeren i første halvleg.

Serge Gnabry: 9 - Scorede målet til 1-0, som han selv satte op. Kort efter gjorde han det samme til 2-0. Drev bare gæk med Chelsea-defensiven efter pausen.

Robert Lewandowski: 8 - Assisterede de to første mål, inden han selv kunne sætte indersiden på til 3-0. Havde en række giftige løb, der rev Chelsea-forsvaret fra hinanden. Misbrugte dog også en friløber.

Indskiftere

Philippe Coutinho: 5 – Brasilianeren gjorde ingen forskel efter sit indhop, hvor han var på bolden et par gange, men uden at det førte til noget.

Corentin Tolisso: UB – Fik for lidt spilletid.

Leon Goretzka: UB – Fik for lidt spilletid.


SENESTE NYT

OP | NED

SENESTE NYT

OP | NED