Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kane indrømmer: Fejlede transfers har hæmmet spillet

Af Michael Christiansen
27.09.2019 Kl. 13:21
Tottenhams Harry Kane erkender, at klubbens kaotiske transfervindue er skyld i den ringe sæsonstart.

Tottenham har ikke fået en særlig imponerende start på den nye sæson. Pointtab på stribe i Premier League, en skuffende indledning på Champions League og senest et sensationelt exit i liga cuppen til et League Two-hold.

Gode råd har været dyre for Spurs i sæsonstarten, men nu forklarer Harry Kane, at årsagen til det usammenhængende spil og de svage resultater måske skal findes i efterdønningerne fra det seneste transfervindue.

Her var der megen polemik omkring flere af de store profiler, som var tæt på at forlade klubben, men som alligevel endte med at blive i London. Det drejer sig blandt andet om Toby Alderweireld, Danny Rose, Jan Vertonghen og naturligvis Christian Eriksen.

Det faktum at disse spillere – endda mod deres egen vilje – ikke kom videre, har medført en del uro på holdet, mener Kane.

– (…) Der var spillere, som måske gerne ville væk, og det er offentligt kendt, at der var spillere, der var tæt på at skifte, som blev, siger angriberen til Sky Sports.

Topscoreren forsikrer dog, at de historier er vand under broen, og at alle i truppen atter er fokuseret på de kommende kampe.

– Det er aldrig nemt, når man har sådan en situation, men nu er den lukket, vi har alle bare lyst til at komme videre i den rigtige retning, siger Kane.

Annonce