Kan vise sig frem i aften: Milans "præsident" drømmer om United-skifte
Franck Kessie spillede en fremragende kamp på Old Trafford i sidste uge, hvor han noget uheldigt fik sin flotte scoring på en halvflugter underkendt for hånd på bolden, da AC Milan spillede 1-1 med Manchester United.
I aften får han chancen for at vise sig frem endnu engang, og netop fordi modstanderen er De Røde Djævle, er den 24-årige ivorianer, der har fået kælenavnet "Præsidenten" af sine holdkammerater, formentlig endnu mere motiveret end normalt. Midtbanespilleren har nemlig tidligere udtalt, at han drømmer om en dag at spille for United.
– Jeg kan lide Premier League og særligt Manchester United. De er et hold, som jeg drømmer om at spille for, udtalte Kessie i et interview tilbage i 2017.
– Chelsea? – De er også en stor klub, som er svær at sige nej til, men jeg drømmer om United.
Ivorianeren har i flere omgange i karrieren været rygtet til blandt andre West Ham, Arsenal og Tottenham, mens italiensk presse uden tvivl også har kædet ham sammen med Manchester United og Chelsea.
Det har tidligere virket som opspind, men til sommer ville det næsten give mening, hvis et hold som Manchester United kom og bankede på døren for en spiller som Kessie. Han har gang i sit livs sæson med 14 scoringer og to assists fra sin position som defensiv midtbane.
Og netop den defensive midtbane og en afløser for Nemanja Matic skulle være noget, The Red Devils har kig på denne sommer.