Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kan slippe for værnepligt: Son vil med til Asian Games

Af Pelle Rigtrup
25.04.2018 Kl. 19:11
Ifølge den sydkoreanske landstræner vil Tottenhams Heung-min Son meget gerne med til sommerens Asian Games, der kan være med til at fritage offensivspilleren for værnepligt i Sydkorea.

Heung-min Son har imponeret for Tottenham i denne sæson, men offensivspilleren kan inden længe blive tvunget til at holde en pause. 

I Sydkorea er der en regel om, at alle mænd skal påbegynde en 21 måneder lang værnepligt, inden de fylder 27 år, og det har 25-årige Son endnu ikke gjort. 

Tottenham-profilen har dog mulighed for at slippe for værnepligten, hvis han er med til at vinde guld ved Asian Games eller en medalje ved OL, og det har han efter sigende planer om at udnytte. 

Ifølge den sydkoreanske landstræner er Son meget interesseret i at komme med til Asian Games, der spilles i august: 

– Son vil meget gerne med til Asian Games, fortæller landstræner Kim Hak-Bum ifølge London Evening Standard. 

– Først er der lige et VM, hvor jeg har bedt Son om at gøre det godt, inden vi mødes til Asian Games. 

Son havde også mulighed for at deltage ved Asian Games i 2014, men dengang fik han ikke lov til at rejse af hans daværende klub, Bayer Leverkusen. Klubberne er nemlig ikke forpligtet til at give spillerne fri, da Asian Games ikke er en officiel FIFA-turnering.

Son må derfor håbe, at Tottenham giver ham lov, selvom det vil betyde, at han misser de første uger af den nye Premier League-sæson. 

Annonce