Fodboldens største fupmager
Det kræver almindeligvis gode fodboldevner at opnå en professionel karriere i topklubber over en periode på 13 år. Men denne historie omhandler manden der gjorde det uden at kunne spille fodbold. Det er den sande fortælling om brasilianske Carlos Kaiser.
Carlos hed egentlig Enrique Raposo, men han tog det imposante tilnavn ”Kaiser” som led i en enestående succesrig plan, der skulle lede til et liv som højtbetalt fodboldstjerne, uden nogensinde at spille en kamp.
Kaiser opbyggede metodisk og omhyggeligt et omdømme som en talentfuld megastjerne i svøb. I den proces udviste han en energi, der stod i ekstrem kontrast til hans fodboldmæssige udfoldelser på grønsværen. Han navigerede smart og drevent på denne vis:
- Opbyg et falsk image med stjernedrys
Carlos havde en karismatisk, flamboyant og selvsikker personlighed. Han så godt ud med sit halvlange, velplejede hår, og han lignede umiddelbart en fysisk veltrænet topatlet. Kaiser førte sig frem med fester og skaffede sig nære venner blandt Brasiliens førende fodboldpersonligheder, folk som Carlos ”Capita” Alberto, Ricardo Rocha og Renato Gaucho. Journalisterne flokkedes om idolerne og Kaiser fik sin del af opmærksomheden i det ”jetset”. Det underbyggede svindlerkonceptets validitet, og narrativet, at han var et kæmpe talent. Det fik klubberne nys om, og de stillede sig beredvilligt i kø for at få Kaiser på kontrakt.
- Lyv, lyv, lyv
Selv om det i 1980’erne ikke var muligt, på samme måde som i dag, at tjekke spillernes konkrete cv’er, så var det nødvendigt med falske dækhistorier om meritter og præstationer, for at opnå de fede kontrakter. Kaiser var fuldkommen ublu i sine løgne. Han kommunikerede flittigt og i journalisters påsyn, med imaginære udenlandske agenter og klubber på især engelsk med sine legetøjsmobiler, der lignede ægte til forveksling. Han talte ikke engelsk, men det gjorde jo de færreste.
Han opfandt meritter på sit cv, der var så vildt overdrevne, at selv managers og trænere i storklubber anså dem for at være vandtætte. På et tidspunkt stjal han en autentisk argentinsk spillers identitet, og udgav dennes klubpræstationer for at være sine egne. Han tog også billeder af sig selv i klubtrøjer og påstod, at han havde optrådt dér med (selvfølgelig) enorm succes i flere sæsoner. I realiteten susede han rundt på korte (men lukrative) kontrakter, og han har sandsynligvis haft held med en slags ”kejserens nye klæder” effekt: Ingen ville åbent erkende, at de var blevet fuppet og sendte svindleren videre med gode miner til slet spil.
- Undgå at blive opdaget!
Når Kaiser havde sikret en kontrakt, så gjaldt det om at foregive en skade, så han ikke kom på banen og blev afsløret. Han var ret overbevisende i styrketræningslokalet, så det lignede faktisk, at han var under seriøs genoptræning. Det var dog flere gange meget nær ved at gå galt.
I 1986 blev Carlos præsenteret for hjemmepublikum og pressen i franske Ajaccio, og man ville have ham til at blæse nogle skud afsted mod den stedlige keeper. I stedet sparkede Kaiser alle boldene ud til det begejstrede publikum, og ingen fik således set hans manglende tekniske træfsikkerhed.
To år senere blev det virkelig kritisk for fupmageren.
Kaiser havde fået kontrakt med brasilianske Bangu, og præsidenten (Andrade) var en værre type. Kriminel, mafiaforbundet og bevæbnet med en pistol i sidehylster. Han blev til sidst træt af Kaisers fravær på grund af skader, at han truede med de værste ulykker, herunder permanent personskade, hvis ikke han stillede op. Kaiser blev så sendt til opvarmning under den pågældende kamp og det trak op til en indskiftning, så nu var gode råd dyre. Han stormede ned i hjørnet, hvor de mest fanatiske modstandertilhængere befandt sig, og røg i klammeri med dem. Det indbragte prompte et rødt kort, men præsidenten var rasende bagefter. Kaiser bedyrede imidlertid, at fansene havde kaldt Andrade for en tyv og generet hans familie. Det gav en 6 måneders forlængning af kontrakten.
Et globalt svindelnummer
I 1992 stoppede Carlos Kaiser sin imponerende fodboldkarriere, hvor han – uden at have betrådt en grønsvær – havde nået at repræsentere en lang række storklubber: Botafogo, Flamengo, Fluminense, Vasco da Gama og América i Brasilien. Argentinske Independiente, mexicanske Puebla, og desuden afstikkere til USA og Frankrig. Svindelnummeret var således globalt og på et særdeles højt niveau.
Journalisten Rob Smyth skrev i 2018 bogen ”The Greatest Footballer Never to Play Football” og den utrolige historie om den glatte ”con artist” er også udødeliggjort i en film fra 2018, som Kaiser – naturligvis – tjente en masse penge på rettighederne til.
I dag er Carlos Raposo ”Kaiser” beskæftiget som personlig fitnesstræner for kvinder.
