Kæmpe VAR-ændring i vente
Der er nu lagt op til, at der kommer til at blive lavet en meget markant ændring af VAR-systemet til VM-slutrunden næste sommer.
Avisen The Times har således en meget interessant historie om, at der kan komme store ændringer til VM-slutrunden i USA, Mexico og Canada.
Det internationale fodboldforbund FIFA kan således få dispensation til at teste tilføjelser af det nuværende system under turneringen.
IFAB står bag de internationale regler i fodboldverdenen, og de forventes at give FIFA tilladelse til ændringerne på enten midlertidig eller prøvebasis.
Derfor er det også usandsynligt, at det vil blive rullet ud i Premier League allerede fra den kommende sæson, lyder det.
Her er de nye VAR-regler
Ledende skikkelser i FIFA har presset på for, at systemet også kan bryde ind, hvis et hjørnespark er forkert dømt.
Derudover vil man også have videodommeren til at kigge på forseelser, hvor der kan gives det andet gule kort til en spiller.
Som reglerne er lige nu, er det kun et muligt direkte rødt kort, som der må kigges på.
Samtidig må VAR heller ikke skride ind ved et eventuelt forkert dømt hjørnespark.
Argumenterne for regelændringerne er, at der er så meget på spil til en VM-slutrunde, at kendelserne skal være så præcise som muligt.


















