Kæmpe bud på Franculino: De bød 225 mio. på FCM-stjernen
FC Midtjylland står med en historisk beslutning mellem hænderne. Alle ved, at guldfuglen Franculino er udset til at blive det største salg i Superligaens historie – et salg, der skal knuse Ernest Nuamahs rekord på 187 millioner kroner. Men hvad de færreste vidste, var, at Midtjylland allerede i sommer kunne have lukket den sag definitivt.
Nye afsløringer viser nu, at et svimlende bud på hele 225 millioner kroner tikkede ind på kontoret i Herning. Et bud, der ville have gjort Franculino til den dyreste spiller nogensinde eksporteret fra Danmark. Men hvem stod bag checken?
I den seneste udgave af podcasten Transferguru blev sløret endelig løftet. Her sad FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Claus Steinlein, ansigt til ansigt med journalist Farzam Abolhosseini, der har gravet dybt i sommerens mest mystiske transfersaga.
Da Abolhosseini smed navnet på bordet, kunne Steinlein ikke længere holde masken. Klubben, der var villig til at sprænge alle rammer for at hente den 20-årige angriber, var den saudiarabiske gigant Al-Hilal.
Skarp efterforsker
Steinlein forsøgte først at navigere udenom med et grin, men endte med at give den mest direkte bekræftelse, man kan forvente af en topdirektør:
– Jeg er ikke så god til at huske navne, men som regel er Farzam jo en stærk efterforsker. Han er blevet en skarp transferguru, og respekt for det. Det er nok ikke helt ved siden af, erkendte Steinlein i podcasten.
At Al-Hilal – klubben der blandt andre huser ex-Liverpool-stjernen Darwin Núñez – har haft Franculino øverst på ønskelisten, siger alt om angriberens enorme potentiale på verdensplan.
Hvorfor siger man nej til 225 millioner kroner? For FC Midtjylland handler det ikke kun om penge her og nu, men om et langsigtet projekt. Ved at beholde Franculino sender klubben et signal til resten af Europa. Spørgsmålet er nu, om midtjyderne er i stand til at få et endnu større beløb for offensivstjernen.
Roy Keane har nu peget på, hvem der bør blive Manchester Uniteds nye træner. Læs mere her.



















