Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ka-Ching: Syv røverkøb hvis værdi er eksploderet denne sæson

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.03.2019 Kl. 20:14
Der er intet som en god handel, og Talksport har her fundet syv spillere, hvis præstationer denne sæsoner har fået deres værdi til at vokse markant.

Fabian Schär – Til Newcastle fra Deportivo La Coruna for £3 millioner

Midterforsvareren var målfarlig før sidste skifte til Premier League, og det er heldigvis ikke en egenskab, som schweizeren har glemt fra den ene dag til den anden.

Tre mål er det blevet til i de seneste fem hjemmesejre, og den 27-årige forsvarer har haft en stor støvle med i Newcastles opadgående formkurve i nyere tid, hvilket har sat ham i forbindelse med både Arsenal og Tottenham.

Skulle Londonklubberne gøre alvor af interessen, kommer han formentlig til at koste markant mere end de £3 millioner, som The Magpies betalte i sommer.

David brooks – Til Bournemouth fra Sheffield United for £10 millioner.

Den 21-årige offensive midtbanespiller har hele sæsonen lignet en mand, der ikke lod sig påvirke af, at han netop har taget springet fra The Championship til Premier League.

For blot £10 millioner har han næsten allerede betalt sig selv tilbage for Eddie Howes mandskab med seks mål og fire assists i sin debutsæson.

Det fik også The Cherries til at belønne ham med en ny, forbedret kontrakt i februar, hvilket uden tvivl vil have øget hans transferværdi markant – storklubber som Manchester United og Spurs er blevet sat i forbindelse med ham.

Joao Moutinho – Til Wolves fra Monaco for £5 millioner

Transferen kom lidt ud af ingenting, og de færreste havde set, at EM-vinderen ville skifte Monaco og Champions League ud med en oprykker til Premier League.

Men den 32-årige portugiser ville også nå at smage på Premier League, inden karrieren gik på hæld, men bedre sent end aldrig.

Et mål og syv assists står midtbanemaestroen noteret for denne sæson, og selvom hans alder gør, at han næppe kommer til at sprænge nogen transferrekorder længere, så har hans præstationer denne sæson bestemt fået hans værdi til at vokse eksponentielt.

Matteo Guendouzi – Til Arsenal fra Lorient for £7 millioner

Eftersom franskmanden spillede i Ligue 2 sidste sæson, var det nok de færreste Arsenal-fans, der havde hørt om stortalentet, før pålidelige medier begyndte at breake historien.

Endnu færre havde nok troet, at den 19-årige midtbanespiller ville få så meget spilletid i sin debutsæson med spillere som Aaron Ramsey, Granit Xhaka, Lucas Torreira centralt.

Alligevel startede franskmanden i sæsonens allerførste Premier League-kamp, og selvom der har været udsving undervejs, er indtrykket overvejende positivt, hvilket også har fået blandt andre Paris Saint-Germain til at spærre øjnene op for.

Ben Foster – Til Watford på en fri transfer fra West Brom

35-årige Foster har spillet hvert eneste minut i Premier League for Watford denne sæson og har været stærkt medvirkende til, at The Hornets befinder sig på ottendepladsen – kun ét point fra en plads i Europa League.

Det kan godt være, at han rykkede ned med West Brom sidste sæson, men Foster har denne sæson bevist, at han ikke kan klandres for The Baggies' tragedie.

Xherdan Shaqiri – Til Liverpool fra Stoke for £13 millioner

Enkelte har måske løftet øjenbrynene, da det kom frem, at Liverpool havde aktiveret schweizerens frikøbsklausul, men for så forholdvist lavt et beløb virkede det som et gamble, der var værd at forsøge.

Shaqiri har aldrig været kendt for at være stabil i sit spil gennem længere tid, men som bænkspiller for The Red har han fundet en rolle, der klæder ham godt.

Hans to mål mod Manchester United i december var vel næsten alle pengene værd.

Salomon Rondon – Til Newcastle på lån fra West Brom for £2 millioner

Newcastle sendte Dwight Gayle og £2 millioner til West Brom for Salomon Rondon, men det har så sandeligt også vist sig som en fornuftig byttehandel for Rafa Benitez' mandskab.

Venezuelaneren har været spanierens førstevalg på angriberpositionen hele sæsonen og har scoret ti mål i processen. 

Newcastle har angiveligt en købsoption, og sådan som Rondon bomber i øjeblikket – tre mål i sine seneste fem kampe – ville det være mærkeligt, hvis ikke Rafa Benitez ville insistere på at gøre aftalen permanent.  Om ejer Mike Ashley lytter, er en anden sag.
 

Annonce