Juventus vil bytte sig til Uniteds Martial
Manchester United hentede i 2015 Anthony Martial i Monaco, men Juventus skulle allerede have været interesseret i den franske offensivspiller et par år tidligere, da han spillede i Lyon. Martial valgte dog at tage til Monaco, hvor han befandt sig i to år, inden Manchester United hentede ham.
Det italienske medie Tuttosport skriver nu, at Juventus igen har snøren ude efter 22-årige Martial. De skriver også, at der allerede skulle være forhandlinger i gang, men at de er på et meget tidligt stadie.
For at hjælpe et skifte på vej, skulle Juventus have tilbudt at smide en pose penge og Blaise Matuidi på et fly til Manchester uden returbillet, hvis de kan få Anthony Martial den anden vej.
Manchester United betalte i 2015 £38m for Martial. Den aftale var dog bygget op således, at den i løbet af fire år kan stige helt op til £58m – alt efter hvordan han præsterer på både klub- og landshold.