Juventus afviser alle Guardiola-rygter: Vi har ikke engang tænkt på det
Efter Juventus annoncerede, at Massimiliano Allegri ikke ville fortsætte i klubben næste sæson, er der flere Premier League-managere, der er blevet nævnt som emner til jobbet i den italienske storklub. Én af navnene har dog slet ikke været i spil.
Sammen med både Mauricio Pochettino og Maurizio Sarri er Pep Guardiola blevet sat i forbindelse med jobbet, men Juventus’ sportsdirektør afviser pure, at Manchester City-manageren overhovedet har været i spil.
– Jeg synes, vi lever i en underlig verden. Vi har ikke haft nogen form for kontakt. Vi har end ikke tænkt på det, fordi han er på kontrakt. Det ser alt sammen ret underligt ud for mig, siger Fabio Paratici til DAZN.
– Vi har alle klare idéer. Vi har allerede sagt, at vi er i gang med vores evalueringer, og der er stadig mange turneringer i gang. Indtil alle turneringer slutter mener jeg, det er respektløst at blive i denne situation.
Også både Mauricio Pochettino og Maurizio Sarri har kontrakt i de kommende år, om end sidstnævntes situation i Chelsea er ganske uvis.