Journalist vurderer Liverpool-signing
Liverpool præsenterede den 20-årige serber tidligere på ugen, og The Reds har angiveligt betalt £20 millioner for ham, men ifølge Luis Pedro Ferreira har Brendan Rodgers gjort en god handel.
– Han er et ekstraordinært talent. Det første er hans hurtighed. Måden, han får flyttet bolden på, er imponerende, og samtidig foretager han de rigtige beslutninger. Jeg har ikke set en som ham siden Angel Di Maria i Benfica, men Markovic er formentlig endnu hurtigere. Det er hans største våben, siger han til klubbens hjemmeside.
– Han har også store kvaliteter, når det gælder afleveringer. Han skyder ikke fra distancen og afslutter sjældent uden for feltet. Han er ikke en traditionel kantspiller, der prøver at komme til baglinjen. Han vil så vidt muligt trække ind i banen og er rigtig god til at spille mellem de defensive linjer.
– Han har alle egenskaberne til at blive en spiller i ren verdensklasse. Han skal bare fortsætte med at udvikle sig, som han gjorde i Benfica. Jeg ved ikke, om han når Angel Di Marias niveau, men jeg ved, at han kan. Hvis han kan spille som han gjorde i sidste sæson som 19-årig, har han alt det der skal til for at blive en af verdens bedste.