Journalist: Liverpool-spiller tilbudt til Barcelona
Thiago Alcantara kan have spillet sin sidste kamp for Liverpool.
Den spanske midtbanespiller var senest i aktion for The Reds i sidste sæson, da han spillede en halv time i 2-1-sejren over West Ham tilbage i april.
Siden da har han været ude med skade, og det er uvist, hvornår han er tilbage i aktion.
I sommervinduet var der snak om, at han skulle være et emne for den saudiske liga, men grundet den store udskiftning på midtbanen ville Liverpool ikke sælge.
Nu forlyder det, at et januarskifte kan være under opsejling.
Den spanske journalist Adrian Sanchez melder, at Thiago Alcantaras repræsentanter har tilbudt spanieren til Barcelona.
Den spanske klub er efter sigende på udkig efter en midtbanespiller efter en skade til Gavi, der holder ham ude resten af sæsonen.
32-årige Thiago Alcantara har en fortid i Barcelona.
Han blev en del af klubbens ungdomsakademi tilbage i 2005, og fire år senere blev han indlemmet i førsteholdstruppen.
I 2013 forlod han så Barcelona til fordel for Bayern München, hvor han spillede i syv sæsoner, inden skiftet til Liverpool i 2020.
Thiago Alcantara har spillet 97 kampe for The Reds, hvor han står noteret for tre mål og seks assists.