Journalist er sikker: Sidste sommers store Arsenal-transfermål skifter til storklub
Intet er underskrevet endnu, men har man som Arsenal-fan stadig en forhåbning om, at klubben vender tilbage efter Houssem Aouar til sommer, bør man måske forberede sig på at blive skuffet.
Den italienske journalist Luca Momblano fortæller i hvert fald, at den 22-årige franskmand allerede har en aftale med Juventus om et sommerskifte på plads.
Der er ingen tvivl om, at Arsenal forsøgte at signe Lyon-stjernen sidste sommer, men da forhandlingerne ikke bar frugt i tide, valgte man i stedet at aktivere frikøbsklausulen for Thomas Partey, springe forhandlingerne over og signe ghaneseren som alternativ.
Sidenhen har der dog været rygter om, at Arsenal ville genoptage interessen i Aouar, men det løb skulle altså være kørt, hvis Momblano er til at tro på.
– Juventus har det hele i hånden; aftalen mellem de to parter har været på plads i snart syv eller otte måneder. Efter at have flirtet med Arsenal gennem hele september takkede han nej til dem, da han mente, et skifte til Juventus ville ske, fortæller Momblano i programmet JB Live.
– Lyon har lovet Aouar, at klubben vil opbløde deres ønske til en salgspris denne sommer.