John Aldridge: Neymar filmer for meget til at blive en af fodboldens største
Neymar tabte anseelse i manges øjne med sine filmerier og teatralske rullen rundt på grønsværen efter små tacklinger under VM-slutrunden, og hvor Jürgen Klopp på gårsdagens pressemøde fortalte, at han ikke var bange for brasilianerens mulige filmen, så er den tidligere Liverpool-spiller John Aldrige af en anden opfattelse.
– Liverpool skal være varsomme, når de står overfor Neymar, for i mine øjne er han fodboldens største snydetamp i verden, skriver Aldridge blandt andet i sin klumme for Liverpool Echo.
– Jeg kunne slet ikke tro mine egne øjne med noget af det filmen og skuespilleri, som han lavede under slutrunden i Rusland. Han er blandt de bedste spillere, men skuffer fodbolden med sine narrestreger.
Aldridge er overbevist om, at Neymar vil forsøge at gøre brug af de samme beskidte tricks, som nogle mener, han brugte til VM. Det er ærgerligt, mener den tidligere Liverpool-spiller, for det ender med at blive årsagen til, at Neymar ikke går over i historiebøgerne som én af spillets største navne nogensinde.
– Når du har så mange evner, behøver du ikke opføre dig som Neymar, og det er trist at se. Det er grunden til, at han aldrig bliver vurderet som en af de bedste nogensinde på linje med Pele, Maradona og Messi, skriver Aldridge.