Jesé spiller til reggaeton-koncert i stedet for Stoke
Det ser ud til, at spanske Jese hellere vil forsøge sig med en karriere i popmusik frem for en karriere i Stoke.
Angriberen, der er udlånt fra Paris Saint-Germain, fik lov til at drage hjem til Spanien for at besøge sin nyfødte søn, der kom til verden for tidligt. Meningen var, at han skulle være tilbage i Stoke til træning onsdag, men Jese udeblev.
Og det tyder ikke på, at spanieren overhovedet har besøgt sin nyfødte søn, hvis man skal tro det spanske nyhedsmedie Radioset.
Den amerikanske reggaeton-stjerne, der spiller i Las Palmas lørdag, har nemlig skrevet på sin Instagram-profil, at Jese også ville komme og spille til koncerten.
Den 25-årige angriber har nemlig også forsøgt sig med et musikalsk gennembrud under kunstnernavnet Jey M, hvorunder han blandt andet har udgivet singlen Yo Sabia, som er blevet set 30 millioner gange på Youtube.
Viser rygterne fra Radioset at være sande, så er det formentlig farvel og tak til Jese.
Paul Lambert er ikke en træner, der udviser stor nåde overfor sine spilleres dumheder, hvilket senest gik ud over Ibrahim Afellay, der blev bedt om at holde sig væk fra klubben, efter han havde kritiseret sine holdkammerater.