- Jeg blev rasende efter min fyring i Manchester United
I løbet af de seneste år har der været store udskiftninger i Manchester United.
Sidste år forlod Marcel Bout klubben efter at have haft ansvaret for klubbens globale rekruttering i flere år.
Marcel Bout blev ansat under Louis van Gaal, men efter et stykke tid blev han opsagt, og han kalder i dag sin fyring for en politisk beslutning og mener også, at han kunne have været en perfekt mand for Erik ten Hag.
– Jeg kunne have været en ideel guide for klubben under Erik ten Hag, men Manchester United er, udover at være en fantastisk klub, også en svær klub, siger Marcel Bout til Algemeen Dagblad og fortsætter:
– Alt er politisk og kommercielt. Min fyring var en politisk fyring. En indflydelsesrig hollandsk blok, som ikke var lige vellidt af alle.
– Jeg var kritisk internt i klubben. En stor irritation var de enorme forsinkelser i Manchester United om beslutningerne ved interessante spillere. Andre topklubber har i dag topspillere, som vi i scoutingteamet havde set tidligt.
Marcel Bout fortæller også, at han opfordrede Ed Woodward til at knytte et tæt bånd til Ajax, fordi det var der de store talenter kom frem. Manchester United har i de seneste år brugt over en milliard kroner på indkøbene af Lisandro Martinez og Antony i Ajax.
– Jeg sagde til Ed Woodward: "Edwin van der Sar spillede her. Nu skal I bygge en bro til Ajax gennem ham". Matthijs de Ligt var 17 år og spillede der. Senere kom Frenkie de Jong til Ajax. Få en handel tidligt på plads med disse spillere, og så kunne de altid blive modne i Holland.
– Mit råd blev ignoreret, fordi de er så mange stærke kræfter i Manchester United. Cheferne træffer ikke beslutninger eller så træffer de dem for sent. Er det ikke en skam? Min fyring gjorde mig meget vred.
Marcel Bout er i dag blevet ansat i Newcastle, hvor han har en plads i klubbens rekrutteringsafdeling.
TOPHISTORIER LIGE NU