Januzaj strålede i United-sejr
Adnan Januzaj blev matchvinder for Manchester United, da han med to mål sikrede Manchester United tre vigtige point mod Sunderland.
Fem minutter var der bare spillet, da Nemanja Vidic spiller bolden lige hen for fødderne af Craig Gardner , som sikkert giver Sunderland en tidlig føring. Skidt forsvarsspil af United.
I perioden efter 1-0-målet sejlede United-forsvaret rundt. Efter otte minutter er det ved at koste, da Phil Jones mistede bolden i en farlig position. Craig Gardner er dog uendelige tider om at få bolden spillet på tværs til en fri Altidore, og så kom Jones tilbage og fik afværet den farlige situation.
United begyndte at få bedre styr på kampen og efter 17 minutter er Adnan Januzaj tæt på. Få minutter efter er det igen tæt på, da opdækning glipper bagerst i feltet hos Sunderland. En helt fri Nani skovler dog bolden langt over mål.
Sunderland fastholdt et højt pres på Uniteds midtbane, som havde svært ved at finde de rette løsninger. Efter 33 minutter er De Gea nød til at vise sin klasse. Han formår på utrolig vis et holde et godt hovedstød fra Giaccherini ude af netmaskerne. En kandidat til årets redning i Premier League.
Kort før pausefløjtet er Sunderland igen tæt på at udbygge føringen. Denne gang kæmper Adam Johnson sig igennem i venstresiden. Midt for mål er Giaccherini helt fri, men den lille italiener høvler bolden over mål.
Kampens helt store oplevelse, Adnan Januzaj, forsøger efter 48 minutter at filme sig til et straffespark. Helt korrekt modtager den vævre belgier et gult kort for det forsøg.
Seks minutter senere kommer belgieren endnu engang i fokus. Denne gang i en mere positiv figur. Han spiller selv bolden til venstre, hvor Evra efter et enkelt træk sender den tilbage i feltet, hvor Januzaj scorer i sin første kamp fra start.
Efter en times spil er Januzaj igen på spil, da han firsttimer en løs bold i nettet. Flot sparket ind af den 18-årige belgier.
Efter føringsmålet overtog United fuldstændig kontrollen over kampen. Sunderland virkede trætte og modløse, mens United havde slået cruise-control til.
Januzaj forlod banen efter 75 minutters spil, hvor han blev erstattet af Antonio Valencia.
Sunderland forsøgte at lægge et pres på United mod slutningen, men kræfterne hos værterne var brugt op. Lige pludselig var Van Persie fri igennem, men den hollandske stjerneangriber afsluttede en meter forbi målet. Symptomatisk for hans kamp.
Til allersidst forsøgte Sunderland sig med at smide målmanden med frem, men uden held. United vandt 2-1 i en ikke specielt velspillet kamp.