Jan Mølby afslører: Elsker denne stjerne
28 mål i 28 kampe.
Det er facit for Harry Kane hos Bayern München.
I den forgangne sommer forlod han Tottenham Hotspur for at vinde et trofæ.
Hidtil er det dog ikke gået helt som håbet for Kane og Bayern München, som er ude af den tyske pokalturnering efter et smerteligt nederlag til Saarbrücken fra 3. Bundesliga.
I den hjemlige liga er der fem point op til Bayer Leverkusen, som man tabte med 3-0 til i sidste weekend.
Det er dog ikke Harry Kanes skyld, at det ikke går som ønsket for Bayern München. Det afslører målstatistikken.
Den tidligere Liverpool-spiller og nuværende Viaplay-ekspert Jan Mølby lægger ikke skjul på, at Kane er en spiller, som han elsker at se spille.
– Man skal bare huske på, at han lavede 30 mål i sidste Premier League-sæson. Det var kun fordi Erling Haaland lavede 36, at der ikke var lige så meget fokus på det, han gjorde.
– Og så er han kommet til Tyskland, hvor han har leveret de statistikker, han har gjort.
– Men Harry Kane er jo sådan en type fodboldspiller, som jeg elsker at se. Han lever ikke af sin fart. Han lever af sine evner som fodboldspiller.
– Han kan slå ned i banen, han er teknisk god, han har et fantastisk overblik, en fantastisk sparketeknik, og så laver han alle mulige mærkelige former for mål. En fantastisk type, siger Jan Mølby i Viaplay-studiet.
I videoen i toppen af artiklen, kan du se en kavalkade af mål fra Harry Kane i hans tid hos Bayern München.