Jagten på rekorderne: Så mange har City nu slået
Manchester City har elimineret al modstand i Premier League i denne sæson. Det satte de også en streg under i weekendens kamp mod West Ham, hvor de vandt 4-1 på udebane.
I den kamp tangerede de rekorden for flest sejre i Premier League-sammenhæng, da de kom op på sæsonens 30. sejr i ligaen.
I den forbindelse giver PLBOLD nu et overblik over hvilke rekorder der allerede er blevet slået, samt hvilke der stadig kan nåes.
Rekorder slået:
Flest sejre i streg: Manchester City har i denne sæson vundet 18 kampe i streg, hvilket har slået Chelseas rekord fra sidste sæson, som lød på 13 sejre i streg.
Flest afleveringer: Da Manchester City tog imod Chelsea i marts, lavede de 903 afleveringer i den kamp, som endte 1-0 til The Citizens. Dermed smadrede de deres egen rekord, som hidtil lød på 843 afleveringer i én kamp.
Rekorder tangeret:
Flest kampe spillet som kronet mester: Manchester City er allerede blevet kronet mester, og det betyder at de får fem kampe i ligaen som mesterskabsvinder. Det er en tangering af Manchester Uniteds rekord for 2000/2001-sæsonen.
Flest sejre: Dagens sejr betyder at Manchester City nu har vundet 30 gange i ligaen i denne sæson, hvilket er en tangering af vinderne fra sidste sæson, Chelsea.
Flest udebanesejre: 4-1-sejren over West Ham i dag betyder ligeledes at man nu har vundet 15 udebanekampe, hvilket er en tangering af Chelseas rekord fra 2004/2005, hvor de ligeledes vandt 15 udebanekampe i ligaen.
Rekorder der kan slåes:
Flest point: Manchester City ligger lige nu på 93 point, hvilket er to point bag rekorden, der er sat af Chelsea i 2004/2005-sæsonen. City har dog tre kampe tilbage, og dermed potentielt ni point at hente.
Flest udebanepoint: City har fået 47 point på udebane, hvilket er blot ét point bag rekordholderne fra Chelsea i 2004/2005-sæsonen, hvor de hentede 48 point på udebane. Manchester City har én udebanekamp tilbage i sæsonen mod Southampton i sidste spillerunde.
Flest mål scoret: Det er heller ikke utænkeligt at Manchester City sætter rekord for flest scorede mål i én sæson. De har nemlig scoret 102 mål i år, som er ét mål færre end Chelsea i 2009/2010-sæsonen.
Målforskel: City er også på kurs mod at sætte rekord i bedste målforskel. Lige nu har de en +76 målscore, og hvis de kan holde den hele vejen hjem, så slår de Chelseas rekord fra 2009/2010, som lyder på en +71 målscore ved sæsonens afslutning.
Afstand til andenplads: Før Manchester Uniteds kamp mod Arsenal, ligger Manchester City 19 point foran Manchester United. Manchester United selv har rekorden for størst afstand ned til nærmeste forfølger, da de i 1999/2000 afsluttede sæsonen med 18 point ned til Arsenal.