Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jadon Sancho v. 2? Manchester City-talent ser ud til at smutte gratis

Af Morten Bruun Jørgensen
15.11.2018 Kl. 14:43
Brahim Diaz ser ud til at forlade Manchester City på en fri transfer til sommer, da han jagter fast spilletid.

Sidste sommer oplevede Manchester City at se Jadon Sancho forlade klubben næsten kvit og frit efter at have afvist en professionel kontrakt. Den unge englænder tog i stedet til Dortmund, hvor han mente vejen til fast spilletid på førsteholdet ville være kortere.

Og det viste sig, at han fik helt ret.

Jadon Sancho er nu engelsk landsholdsspiller, og han får rigtig mange minutter i benene for topholdet i Bundesligaen. Det må ærgre folkene i Manchester City, og måske kan et nyt talent i folden have den samme karriereudvikling som Jadon Sancho.

Mens Phil Foden er tæt på at kunne underskrive en seksårig kontrakt med den engelske storklub, ser det helt anderledes ud for Brahim Diaz.

Ifølge Goal lader det mere og mere til, at den 19-årige midtbanespiller forlader Manchester City til sommer, hvor hans nuværende kontrakt udløber. Spanieren, der kom fra Malaga som 14-årig, har gjort sig interessant for flere klubber rundt om i Europa, men han er et stykke fra fast spilletid i Manchester City.

Det er Brahim Diaz’ mål – og derfor kan han ende som en ny version af Jadon Sancho for Manchester City, for hans talent er også rigtig stort.

Annonce