- Jack er næsten den komplette midtbanespiller
Arsenal-profilen Jack Wilshere har på det seneste vist rigtig gode takter for The Gunners, hvilket også har resulteret i, at englænderen har modtaget meget ros.
En af dem, som har rost englænderen, er den polske holdkammerat, Wojciech Szczesny, der mener, at Wilshere næsten er den komplette midtbanespillere. Han mangler dog bare én ting.
– Han har gjort det godt. Der er tydeligvis meget konkurrence om hans plads, da der jo også er Mesut Özil, Aaron Ramsey plus Mikel og Mathieu, der spiller lidt dybere, udtaler Szczesny ifølge klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Så det er svært for ham, men hver gang han er kommet ind og har fået sin chance, så har han gjort det meget godt. Han scorede mod Manchester City – jeg er ikke helt sikker på, at det var meningen! Men jeg er meget glad for ham.
– Han kan gå forbi spillere på midtbanen, hvilket er en meget vigtig egenskab. Hos os handler alt om at aflevere bolden og bevæge sig hurtigt, men kan man nogle gange komme forbi spillerne på midtbanen, giver det os en massiv fordel, og det er Jack meget dygtig til.
– Det er en af hans bedste egenskaber. Hvis han blot kan tilføje lidt flere mål til sit spil, så vil han stort set være en komplet midtbanespiller for os.