Iwobi: Skal blive mere stabil
Siden Alex Iwobi fik debut på Arsenals førstehold i en ligakamp mod Sheffield Wednesday for mindre end et år siden, har den unge kantspiller været inde i en utrolig udvikling. Den nigerianske landsholdsspiller er blevet en fast del af førsteholdet og er flere gange blevet kåret til kampens spiller i denne sæson.
Derudover er han også blevet nomineret til årets Golden Boy award, som er prisen for Europas bedste spiller under 21. Den 20-årige kantspiller stiller sig imidlertid ikke tilfreds med den nuværende succes:
– Jeg skal stadig blive mere stabil i mine præstationer. Jeg gør det godt for tiden, men man er aldrig bedre end sin sidste præstation. I hver eneste kamp jeg spiller, prøver jeg derfor at bevise overfor verden og mig selv, at jeg kan holde et stabilt niveau, siger han til Sky Sports.
– Jeg udvikler mig hele tiden og sætter derfor også mange nye mål. Jeg vil ikke fokusere på fortiden, men i stedet på fremtiden, fordi hvis jeg arbejder hårdt, så kan jeg få flere kampe på Arsenals førstehold, slutter Alex Iwobi.