Intet Lyon-skifte: Wolves-profil forlænger til 2024
Tidligere på sommeren kom det frem, at franske Lyon ønskede at tilknytte Wolves' Ruben Vinagre, som blev hentet permanent til klubben fra AS Monaco sidste sommer.
Forinden havde portugiseren været udlejet til Wolves siden 2017, og efter at være blevet hentet fast til klubben, imponerede den blot 20-årige back i sidste sæson, hvilket avlede interesse fra den franske storklub.
Lyon har nemlig solgt Ferland Mendy til Real Madrid denne sommer, og havde ellers udset Vinagre til at være den perfekte afløser, men det bliver altså ikke en realitet i denne omgang.
Vinagre har nemlig netop forlænget sin kontrakt med Wolves, således at den nu løber til 2024. Det skriver klubben på den officielle hjemmeside.
– Vi er glade for, at vi kan hjælpe Ruben med at udvikle sig videre i den kommende sæson. Klubben er groet i den seneste tid, og det samme er Ruben. Han præsterede godt, når det var nødvendigt i sidste Premier League-sæson, lyder det fra Kevin Thelwell, som er klubbens sportsdirektør.