Interesse fra engelske storklubber smigrer Tielemans
Den belgiske midtbanespiller Youri Tielemans nød i forået stor succes som lejesvend i Leicester, men det er endnu uvist, hvad fremtiden bringer for belgieren, der er ejet af AS Monaco.
På rygtebørsen er Tielemans blevet kædet sammen med Manchester United og Tottenham, og han erkender, at interessen fra de to er smigrende:
– Jeg er smigret over deres interesse. Det er to store hold i England og i Europa. Det giver mig selvtillid at høre de to klubbers navne. Jeg forsøger bare at gøre mit bedste på banen, udtaler han ifølge Sky Sports.
Belgieren afslører samtidig, at der snart er nyt angående fremtiden:
– Vi må se, hvilken klub det bliver. Det eneste, jeg kan sige, er, at der sker ting og sager. En masse klubber har vist interesse, og vi må se i de næste uger, hvem det bliver.
22-årige Tielemans kom til AS Monaco i 2017.