Ings vil betale Liverpool tilbage: Har stadig noget at tilbyde
For to år siden hentede Liverpool den engelske angriber, Danny Ings, til klubben efter nogle fornuftige sæsoner hos Burnley, og opholdet på Merseyside startede også ganske fint for angriberen, som i sine første fem Premier League-kampe scorede to gange for the Reds, og han fik også et par kampe i startopstillingen.
Men under en træning midt i oktober pådrog Ings sig en alvorlig knæskade, som det tog ham lang tid at komme over. Han nåede at få et indhop i 2015/16-sæsonens sidste kamp, men i den følgende sæson gik det igen galt for englænderen, der løb ind i en ny knæskade.
Igen har det taget lang tid for ham at vende tilbage, men han er tilbage på træningsbanen nu, og han fik også spilletid for førsteholdet mod Leicester i Carabaro Cuppen i sidste måned. Han har dog endnu ikke fået en kamp i Premier League under Jürgen Klopp.
Det betyder dog ikke, at han har mistet troen på, at han har en fremtid i Liverpool. Tværtimod er han opsat på at kæmpe sig ind på holdet hos Liverpool.
– Når man er i en klub som Liverpool, er det ikke en klub, som man bare forlader. Det ville påvirke mig resten af min karriere og mit liv, hvis jeg ikke havde gjort alt. Jeg føler stadig, at jeg har en stor del at tilbyde i denne klub, fortæller Ings i et interview med the Times.
– Folk udefra vil formentlig have opfattelsen af, at jeg er en den glemte mand, men det har slet ikke krydset mine tanker. Jeg tror stadig på mig selv. Jeg mener stadig, at jeg kan spille på dette hold.