Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ingen Salah da Uruguay snød Egypten i sidste minut

Af Pelle Rigtrup
15.06.2018 Kl. 14:03
Liverpool-stjernen Mohamed Salah så hele kampen fra bænken, da Uruguay i sidste minut sikrede sig en 1-0-sejr over Egypten ved VM.

Mohamed Salah var på forhånd blevet meldt klar til opgøret mod Uruguay, men Liverpool-stjernen var ikke at finde i startopstillingen, da kampen blev fløjtet i gang. 

Arsenals Mohamed Elneny var dermed den eneste Premier League-spiller på banen, da Huddersfields Ramadan Sobhi også startede på bænken.

Med Elneny på midtbanen formåede Egypten at holde Uruguay fra fadet i de første 20 minutter, hvorefter den tidligere Liverpool-profil Luis Suárez kom meget tæt på at bringe sit land i front. Barcelona-angriberen sendte dog bolden i sidenettet, og resten af 1. halvleg forløb uden de store muligheder.

I 2. halvleg gik der ikke lang tid, før Suárez igen tilspillede sig en kæmpe mulighed, men Egyptens målmand diskede op med en stor redning, og sydamerikanerne måtte sande, at det ikke blev nogen nem opgave at komme på tavlen mod egypterne. 

Efterfølgende fortsatte Uruguay med at være på bolden, men de kunne ikke nedbryde egypternes defensiv, og med 10 minutter tilbage skete der så noget i den anden ende. 

Arsenal-spilleren Elneny var gået med frem på et angreb og fik sendt et skud afsted, der dog røg langt over mål. Minuttet efter kom Huddersfields Sobhi på banen, mens Salah fortsat så til fra bænken. 

I slutfasen trykkede Uruguay på for at undgå et remis, og Edinson Cavani kom tæt på, da han ramte stolpen direkte på frispark. Egypten slap dog med skrækken, men to minutter efter gik det galt. 

Et frispark blev slået ind i pandebrasken på Atlético Madrids José Gimenez, der headede sydamerikanerne i front med ét minut tilbage af den ordinære spilletid. 

Der blev ikke scoret yderligere, og Uruguay fik dermed den perfekte start på VM, mens Salah-løse Egypten nu er presset. 

Annonce