Independent: Manchester United forhandler om James Rodriguez
Sent onsdag aften kom det frem, at Manchester United nærmer sig et køb af Romelu Lukaku, og i går berettede flere engelske medier om, at De Røde Djævle var blevet enige med Everton omkring en pris for den belgiske landsholdsangriber.
Manchester United så ellers ud til at jagte Álvaro Morata som erstatningen for Zlatan Ibrahimovic, men ifølge Manchester Evening News var José Mourinho ikke tilfreds med, at Real Madrid tøvede så meget i forhandlingerne, og derfor besluttede portugiseren sig for at gå efter Lukaku i stedet.
Real Madrids tøven ser dog ikke ud til at have afskrækket Manchester United for på ny at ville forhandle med den spanske kongeklub. The Independent hævder således i dag, at de engelske rekordmestre har optrappet interessen i James Rodriguez, som ikke er blandt Zinedine Zidanes foretrukne hos de spanske mestre. Mediet erfarer, at forhandlingerne skulle være påbegyndt.
Real Madrid-spilleren vil tilføre Manchester United noget kreativitet, som De Røde Djævle har manglet i den forgangne sæson. Derudover vil han også opfylde Ed Woodwards ønske om at hente mindst en stjernespiller til klubben hver sommer.
Colombianeren er et stort navn verden over, og han vil have stor kommerciel værdi såvel som på banen, hvor der ikke er tvivl om, at han besidder nogle enestående kvaliteter, som desværre ikke for alvor er blevet udfoldet hos Real Madrid i den seneste tid.
Ifølge the Independent vil Real Madrid forsøge at sælge både Álvaro Morata og James Rodriguez i et forsøg på at finansiere et køb af Kylian Mbappé.