Independent erfarer: Hazard har næsten kontrakt på plads med Real Madrid
Det er ikke ensbetydende med, at Chelsea og Real Madrid er nået til enighed, men Hazard har næsten forhandlet sin mulige kontrakt med Los Blancos på plads, erfarer The Independent fredag.
Avisen skriver, at Hazard stadig er fast besluttet på at skifte til Santiago Bernabeu, men som adskillige medier løbende har berettet, så har forhandlingerne mellem Chelsea og Real Madrid været hårde.
Ifølge The Independent skulle begge klubber dog være positive stemte overfor at nå til enighed om et salg, så et sommerskifte for Hazard ligger stadig i kortene.
Chelsea står i en forholdsvis svær forhandlingsposition, men klubben insisterer stadig på at kræve tæt på £100 millioner for belgieren, selvom klubben har accepteret, at han højest sandsynligt forlader dem.
Transferkarantænen kommer ikke til at have direkte indflydelse på transferen, da Chelsea allerede har skaffet sig en erstatning i form af Christian Pulisic.