Ince: Rooney kan blive Evertons Zlatan
Wayne Rooney er blevet rygtet væk fra Manchester United, og Everton er blevet nævnt som en af de mulige destinationer. Angriberen får ikke meget spilletid for tiden, og det kunne sandsynligvis godt ende med at betyde, at rekordholderen skifter klub.
Den tidligere Manchester United- og Liverpool-spiller Paul Ince tror, at et skifte tilbage til barndomsklubben Everton ville være en god ide.
– Det vil altid være svært for Wayne Rooney at forlade Manchester United for en anden klub i Premier League. Men hvis han skal skifte til en anden engelsk klub, må det blive Everton. Det er der, han kommer fra. Det var der, hans karriere startede, skriver Ince i sin blog for Paddy Power.
Rooney har kun fået otte startoptrædener i Premier League i denne sæson, og det er et problem.
– Nogle spillere er tilfredse med at sidde på bænken, mens pengene vælter ind på kontoen. Sådan er Wayne ikke. Det dræber ham ikke at komme på banen.
Men med et skifte tilbage til Everton kunne der være udsigter til fast spilletid.
– Hvis han skifter til Everton, kommer han til et hold med en forrygende manager. Et skifte til Everton vil betyde, at han bliver den vigtigste spiller igen.
– Ligesom Zlatan er for Manchester United for tiden, kunne Rooney blive lederen. De unge spillere ville se op til ham, og fansene ville byde ham velkommen tilbage.
Rooney har ikke været i José Mourinhos startopstilling siden 29. januar.