Ikke kun Messi: Nu får Neymar lov til at forlade PSG
Stjernerne er på vej ud i Paris Saint-Germain.
Lionel Messi forlader med al sandsynlighed den franske storklub til sommer, og nu kan også Neymar være på vej væk fra hovedstaden.
For ifølge sportsavisen L’Equipe har Paris Saint-Germain givet tilladelse til, at den brasilianske stjernespiller kan forlade klubben – det kan eksempelvis være på en lejeaftale med en købsoption inkluderet.
På det seneste har der været demonstrationer fra utilfredse PSG-fans, der har udtrykt deres ønske om at komme af med Neymar, som lige nu er ude med en ankelskade.
LÆS OGSÅ: Koster 450 millioner: Midtbanespiller har fået godkendt Liverpool-skifte
Tidligere har det franske medie Foot Mercato berettet, at både Chelsea og Manchester United har et godt øje til Neymar, men det er nu spørgsmålet, om de to engelske storklubber har et ønske om at gøre alvor af interessen.
31-årige Neymar har i denne sæson vist storspil for PSG, hvor han har leveret 18 mål og 17 assists i bare 29 kampe. Skader har dog holdt ham ude i længere perioder i de seneste sæsoner.
Neymar skiftede i sommeren 2017 til PSG fra Barcelona, og han blev dengang den dyreste fodboldspiller nogensinde, da han blev solgt for mere end 1,6 milliarder kroner.
LÆS OGSÅ: Manchester City-ejere køber ny klub for 1,3 milliarder