Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ikke kun Félix: Disse to offensivspillere vil Chelsea også have

Af Morten Bruun Jørgensen
09.01.2023 Kl. 18:04
Chelsea har foruden João Félix også en interesse i to andre offensive spillere.

Chelsea og Atlético Madrid er ifølge en lang række medier, heriblandt The Athletic og The Telegraph, blevet enige om en pris, der sender João Félix til London-klubben resten af sæsonen.

Portugiseren er dog langt fra den eneste spiller, som Todd Boehly & Co. forsøger at hente til klubben for at styrke Graham Potters muligheder på banen.

The Times skriver mandag aften, at Chelsea-ledelsen også arbejder på at hente yderligere forstærkninger til offensiven i form af den franske landsholdsspiller Marcus Thuram – som det også er blevet rygtet i de seneste dage.

Men derudover erfarer den normalt ganske velinformerede avis, at Chelsea også overvejer at gå efter den engelske U21-landsholdsspiller Noni Madueke, som spiller for hollandske PSV Eindhoven.

Derudover skriver avisen også, at Chelsea stadig har en dialog kørende med Benfica, mens The Blues også er opsat på at hente en backup for Reece James på højre back.

Alt i alt er det vist bare at konstatere, at det ligner endnu et travlt transfervindue for Chelsea, og klubben har stadig næsten tre uger til at handle i.

Annonce