Ikke godt nok: Kun én målmand har dårligere redningsprocent end De Gea
Manchester United råder på papiret over to klassemålmænd i form af David de Gea og Dean Henderson, men Ole Gunnar Solskjær skal måske begynde at benytte sidstnævnte noget mere.
De Gea skuffede således fælt i gårsdagens opgør mod Everton, og ifølge mediet Squawka er spanierens redningsprocent ikke ligefrem imponerende.
Af de 19 Premier League-målmænd, der har spillet +15 ligakampe i denne sæson, er det kun Wolverhamptons Rui Patricio, der har en dårligere redningsprocent end de Gea.
Patricios redningsprocent lyder på 59,7 %, mens Manchester Uniteds spanske førstemålmand har en redningsprocent på 60,9 %.
I opgøret mod Everton indkasserede de Gea et mål på hver af de tre skud, som Everton sendte afsted mod mål.
Spanierens præstation mod Everton har da også fået fans til at råbe på mere spilletid til Henderson, men i sidste ende er det som bekendt op til Ole Gunnar Solskjær.