Ikke Citys: Haaland har købt 50 trøjer fra dette hold
Det er næppe nogen overraskelse for langt de fleste, at Erling Haaland repræsenterer Manchester City.
Det har den norske målmaskine gjort siden 2022, hvor han blev hentet til Etihad Stadium fra tyske Dortmund.
Men selvom Haaland gør det godt i City og virker glad i klubben fra den lyseblå del af Manchester, har han angiveligt investeret i 50 trøjer fra et helt andet hold.
Læs også: Real Madrid er rasende på UEFA efter vild Ballon d’Or-drejning
Et hold, der ganske vist spiller i lyseblåt, men som ellers ikke har ret meget med Manchester City at gøre – nemlig svenske Malmö FF, der mandag genvandt det nationale mesterskab.
For Erling Haaland er gode venner med Malmö FF’s angriber Erik Botheim, og derfor var Haaland til stede på Malmös hjemmebane, da de kørte mesterskabet i hus – og her havde Haaland tilsyneladende været en tur forbi fanshoppen.
– Han var vældigt imponeret over Malmö-fansene og trykket på tribunen, men alle og enhver ville elske at se vores fans her, for de var helt utrolige.
– Han sagde, at han har købt 50 Botheim-trøjer. Han skulle i hvert fald have nok, sagde Erik Botheim efter kampen ifølge Bold.
Malmö besejrede IFK Göteborg med 2-1, og sikrede sig dermed det svenske mesterskab.
Både Jens Stryger Larsen og Anders Christiansen startede på banen for hjemmeholdet.
















