I dag er det ti år siden Manchester United senest vandt Premier League
Den 22. april 2013 sikrede Manchester United sig sit 20. og foreløbige seneste engelske mesterskab.
Denne dag for ti år siden var desuden også sidste gang, at Sir Alex Ferguson vandt et trofæ, for han stoppede som manager efter den sæson.
Manchester United-mandskabet i den sæson talte blandt andre Robin van Persie, som blev topscorer i Premier League med 26 fuldtræffere.
Også spillere som Ryan Giggs, Rio Ferdinand og Paul Scholes var stadig at finde på holdkortet, selvom de spillede væsentligt mindre roller, end de tidligere gjorde i Manchester United.

LÆS OGSÅ: Snart møder de United og Chelsea: I aften kan de holde kæmpe fest
De eneste spillere, der var med til at vinde mesterskabet og som stadig er at finde i Manchester United nu, er David De Gea og Phil Jones.
Siden 2013 har klubben ikke rigtig været i nærheden af at vinde Premier League igen, og spørgsmålet er også, hvor længe De Røde Djævle skal vente, inden klubben igen kan kalde sig for Englands bedste.
I denne sæson er løbet kørt for Erik ten Hags mandskab, og i næste sæson vil kampen om mesterskabet også blive hård, når Manchester City og Arsenal igen ventes at være stærke, mens Liverpool måske igen også kan være en udfordrer.
LÆS OGSÅ: Efter EL-exit: Ten Hag vil skille sig af med 12 spillere