Hvorfor har Højlund stort set undgået kritik?

Dette er en kommentar og et udtryk for en personlig holdning.

Billederne talte deres tydelige sprog, da Rasmus Højlund i sin 15. Premier League-kamp endelig fik scoret for Manchester United. 

Danskeren var rørt til tårer. Dét mål betød uendelig meget for ham. 

Det har jeg fuld forståelse for. Han var blevet købt for mere end 550 millioner kroner i sommerens transfervindue og skulle være en af verdens største klubbers nye stjerneangriber. Ovenikøbet var hans egen yndlingsklub. 

Præstationerne i Premier League var bare ikke fulgt med det enorme prisskilt, og selvom man kan mene, at Højlund er blevet svigtet af sine holdkammerater, der ikke har fodret ham med indlæg og gode stikninger, har han haft mulighederne. 

Faktisk har haft en del af dem. 

Han er noteret for ni store chancer, som er blevet misbrugt i Premier League denne sæson, og der er kun fire spillere, der har brændt flere store chancer end Højlund. Fælles for dem er dog, at de også har scoret væsentligt flere mål end danskeren. 

Derfor har det også undret mig, at Højlund stort set lader til at have undgået kritik for sine manglende mål i Manchester United, mens Darwin Nuñez til sammenligning er blevet latterliggjort for sine brændte chancer i Liverpool. 

Også Nicolas Jackson, der kostede omkring det halve af Højlund, har i mine øjne fået væsentligt mere kritik end United-angriberen. Forskellen er bare, at Jackson nu er noteret for syv scoringer i ligaen. Højlund har ét mål. 

Jeg begriber ikke, at Højlunds store arbejdsiver og venlige væsen tilsyneladende har skærmet ham for kritik – både fra egne fans og i særdeleshed eksperter. 

Over de seneste uger er der enkelte tidligere fodboldspillere, der har sat spørgsmålstegn ved, om Højlund er god nok til Manchester United lige nu, mens der til sammenligning nærmest er blevet skreget angrebskrise i Chelsea trods Jacksons syv scoringer. 

Det forstår jeg ikke, og derfor spørger jeg, hvorfor Højlund set har undgået kritik.