Hvis rygterne var sandhed: Sådan ville Big Six-klubberne stille næste sæson
Det er den tid på året, hvor Silly Season er på sit højeste.
En helt særlig højtid inden for fodboldverdenen, hvor de europæiske medier bombarderer fodboldelskende tilhængere med rygterne om den éne og den anden stjerne, som alle skulle være på vej til lige netop din klub.
I hvert fald indtil dagen efter, hvor selv samme spiller pludseligt er rygtet til en anden klub.
Det er svært at finde hoved og hale i, så det er vigtigt at have en kritisk sans og et godt øje for fake news.
Manchester United var eksempelvis allerede for to uger siden blevet sat i forbindelse med langt over 100 forskellige spillere i medierne denne sommer, og selvom De Røde Djævle har brug for forstærkninger, så er det måske lige i overkanten.
Vi har nu forsøgt at sætte de engelske Big Six-klubbers hypotetiske startopstilling næste sæson, hvis vi forudsatte, at rygtebørsen talte sandt. Det gør den selvfølgelig ikke, men visse af disse nye navne kommer uden tvivl til faktisk at stå på holdkortet næste sæson.
Arsenal:
Arsenal er blevet sat i forbindelse med et utal af midterforsvarere denne sommer, men særligt William Salibas ser ud til at kunne blive en realitet, selvom vi gerne havde set danske Joachim Andersen skifte til enten The Gunners eller Spurs.
Derudover skulle Wilfried Zaha ifølge BBC have anmodet om en transfer til The Emirates, men prisen ser ud til at kunne blive et kæmpemæssigt problem for Unai Emery, der kun har et begrænset transferbudget at råde over.
Det er måske derfor, at man løbende er blevet sat i forbindelse med Ajax-stjernen Hakim Ziyech, som har en frikøbsklausul på blot £25 millioner.
Det samme gør sig gældende med FC Porto-stjernen Yacine Brahimi, som ifølge algierske La Gazette du Fennec er ved at hente kantspilleren på en fri transfer.
Lucas Torreira har været rygtet stærkt til AC Milan, men alt tyder på, at The Gunners holder på den defensive midtbanespiller, som trods alt blot har haft én sæson i klubben.
Til gengæld skulle The Gunners ifølge flere forholdsvist pålidelige kilder være klar til at sælge Pierre-Emerick Aubameyang, hvis det rette bud blev afgivet. Samme gør sig gældende for Mesut Özil og Henrikh Mkhitaryan.

Chelsea:
Ganske uvant andre somre har det været småt med rygterne om spillere til The Blues. Den meget logiske forklaring er, at klubben fortsat er ramt af transferkarantæne, hvilket i skrivende stund umuliggør Frank Lampard, klubbens kommende træner, i at forstærke med nye signings.
Det er dig ikke ensbetydende med, at der har været helt stille på transferfronten. Philippe Coutinho er et navn, som går igen og igen, og kunne The Blues faktisk hente ham, ville han potentielt kunne blive Eden Hazards langtidserstatning.
Leon Bailey, den unge Leverkusen-winger fra Jamaica, er også blevet rygtet til Stamford Bridge et utal af gange gennem de seneste sommertransfervinduer, og i år er ingen undtagelse.
Mateo Kovacic er blevet hentet permanent, selvom han endnu ikke er officielt præsenteret. Sidste sommer var Mauricio Sarri angiveligt på udkig efter adskillige mulige forstærkninger til både midtbanen og midterforsvaret, men de er døet ud på grund af karantænen.
Til gengæld er der rygter om, at både Emerson Palmieri og Marcos Alonso er åbne for at forlade Stamford Bridge denne sommer, hvis chancen byder sig.
Jorginho er også blevet sendt til Juventus sammen med hans højtelskede Maurizio Sarri, mens Frank Lampard til gengæld forventes at tage en række af klubbens unge talenter i brug.
Mason Mount imponerede under netop Lampard, da han var udlejet til Derby County sidste sæson, mens Reece James også spillede en hel sæson for Wigan i The Championship.

Liverpool:
Ingen ved helt, hvad Liverpool foretager sig transfermæssigt i kulisserne, men sidste uge kunne man præsentere unge Sepp van den Berg som klubbens første sommersigning.
Derudover har der været nogle meget løse indikationer på, at Kylian Mbappé fiskede efter et skifte til Anfield, men den signing tør vi godt konstatere, ikke kommer til at ske denne sommer.
Nicolas Pepe er til gengæld ét af de navne, som konsekvent bliver ved med at dukke op. Franske såvel som engelske medier har skrevet, at Liverpool var interesserede, selvom en række Liverpool-korrespondenter omvendt også har forsøgt at skyde rygtet ned.
Duncan Castles og Jonathan Northcroft fra The Times har dog antydet, at man skulle være interesseret i den ivorianske winger, som potentielt kan blive Mohamed Salahs erstatning i det lange løb.
Derudover har Bruno Fernandes også været rygtet til Liverpool, men meget tyder på, at Old Trafford er den mest sandsynlige destination i øjeblikket.
I dag skriver franske medier så, at klubben også er parate til at byde Philippe Coutinho velkommen tilbage på Anfield – hvor usandsynligt, det end måtte lyde.
Sidst, men ikke mindst, så har Matthijs de Ligt også været kædet sammen med et skifte, men alt tyder på, at han ender i Juventus. Det skulle angiveligt kun være de sidste detaljer, der mangler, før han bliver præsenteret i Torino.
Med andre ord er der rigeligt med Liverpool-rygter, men de virker alle som spekulationer. Flere kilder har lagt op til, at The Reds ville få en stille sommer, og realistisk set kommer der næppe til at ske stort med Jürgen Klopps startopstilling i den kommende sæson.

Manchester City:
Pep Guardiola har næsten allerede et fuldendt hold til rådighed, men det har hele tiden stået klart, at man ønskede at finde en fremtidig erstatning for Fernandinho.
Det tyder på, at det bliver Atletico Madrid-midtbanespilleren Rodri, der forventes præsenteret denne uge – måske allerede i dag, mandag, hvis man skal tro visse medier.
Forleden meldte klublegenden David Silva så ud, at han ville stoppe City-karrieren efter den kommende sæson. Det sparkede straks gang i rygterne om Isco, der er uønsket i Real Madrid, men flere gange har været kædet sammen med de engelske mestre.
Mere realitiske er rygterne om Harry Maguire og Joao Cancelo fra Juventus. City vil gerne af med Danilo, men mangler dermed en klassespiller som erstatning. Det skulle blive Joao Cancelo, som flere pålidelige kilder har meldt, at City skulle være i forhandlinger om.
Mere problematisk bliver Harry Maguire. Vi tror på, at City har interesse i Leicester-forsvareren, men The Foxes' enorme salgspris på £80 millioner kan blive for stor en mundfuld. Derfor er der gode chancer for, at Pep Guardiola finder et alternativ.

Manchester United:
Som vi også nævnte i den indledende tekst, så har Gud og hver mand efterhånden været rygtet til Manchester United.
Nu melder flere spanske medier, at klubben har en aftale på plads med den franske landsholdsangriber Wissam Ben Yedder, skulle Romelu Lukaku få sit ønskede skifte til Inter Milan.
Derudover var Jadon Sancho i lang tid De Røde Djævles store transfermål, men Dortmund har insisteret på ikke at sælge denne sommer, hvormed det næppe bliver i den kommende sæson, at vi ser ham i den røde trøje.
Til gengæld er der fart på forlydenderne om forhandlinger med Newcastle om 21-årige Sean Longstaff. United har angiveligt bud £18 millioner, men forventes at skulle betale lidt mere for den unge midtbanespiller.
Bruno Fernandes har i et langt tidsrum været sendt til Old Trafford af den portugisiske presse, men meget tyder på, at der kan være noget om det. De engelske medier er efter lang tids tilbageholdenhed hoppet på rygterne om bekræfter nu også, at den målfarlige midtbanespiller fra Sporting Lissabon skulle være et mål.
Derudover har Harry Maguire også været sendt til Manchester United, men Ed Woodward og klubledelsen skulle også være skræmt af Leicesters store pris. Derfor har man i stedet rettet fokus mod Samuel Umtiti fra Barcelona, hvis man skal tro catalanske Mundo Deportivo.
Der er et stort måske i form af Paul Pogba, men flere pålidelige journalister hælder stadig mest til, at den franske midtbanestjerne bliver tvunget til at forblive på Old Trafford, selvom han selv åbent har udtrykt et ønske om at skifte denne sommer.

Tottenham:
Tottenham er ude på at lave forretning denne sommer efter to transfervinduers transfertørke, og vi har selv svært ved at følge med i de mange rygter om klubben.
Eriksen ser ud til at forlade Spurs, men til gengæld skifter Tanguy Ndombele nu med noget nær garanti til klubben. Derudover har der været adskillige rygter om, at Giovano Lo Celso var udset som Eriksens erstatning, men rygterne er blevet færre.
Danny Rose og Kieran Trippier samt Serge Aurier skulle være til salg, hvorfor Tottenham også forventes at forstærke sig på back-positionerne. Ryan Sessegnon har længe lignet en sikker signing, og på modsatte side har Norwich-sensationen Max Aarons været rygtet til.
Toby Alderweireld og Jan Vertonghen har begge kun ét år tilbage på deres nuværende kontrakter, så Tottenham kigger angiveligt også efter en midterforsvarer. På denne positiion har særligt Joachim Andersen været nævnt ad flere omgange, men rygterne peger nu danskeren i retning af franske Lyon i stedet.
