Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hvis han forlader dem: PSG vil erstatte Mbappé med to Premier League-stjerner

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
11.04.2021 Kl. 11:33
Telefoot skriver, at der er bud efter Mohamed Salah fra det europæiske fastland.

Hvis ikke Kylian Mbappé forlænger med Paris Saint-Germain og på den ene eller anden måde forlader klubben, er Mohamed Salah eller Harry Kane den franske storklubs foretrukne afløsere for superstjernen. Det erfarer Julien Maynard fra Telefoot.

I øjeblikket forhandler de franske mestre fortsat med Mbappé om en ny aftale, men den 21-årige angriber har ikke travlt, og det sætter PSG i en svær situation. For de foretrækker at beholde Mbappé, men eftersom spilleren nærmer sig sin kontrakts udløb, er de nødsaget til også at overveje mulige afløsere.

Det er her, Salah og Kane kommer ind i billedet, for de har begge været i kontakt med repræsentanter fra PSG. Kane skulle personligt være blevet ringet op af Mauricio Pochettino, som ønskede at vide, hvad Tottenham-angriberens eget syn på sin fremtid var.

Skal man tro The Athletic, har den 27-årige englænder nok ikke ligefrem udelukket et skifte til den franske hovedstad i den samtale. Mediet meldte lørdag, at Kane selv ønsker at forlade Tottenham til sommer, hvis ikke klubben kvalificerer sig til Champions League.

Men ifølge Maynard fra Telefoot er det Mohamed Salah, der er Paris Saint-Germains foretrukne erstatning for Mbappé. Liverpool-stjernen har gennem det seneste halve år indikeret, at han kunne være åben over for et skifte, men det har særligt været spansk fodbold, han angiveligt skulle se sig selv i.

Ikke desto mindre har PSG været i kontakt med egypterens agenter i marts, og det lyder til, at kontakten nu er løbende.

 

Annonce