Hvem er Manchester Uniteds værste manager nogensinde?
Old Trafford har været et sandt Theatre of Dreams i visse manager-epoker – og et totalt mareridt for andre.
Denne artikel er et forsøg på at rangere de værste managers i Manchester United gennem tiderne.
Ranglisten er opstillet efter 3 kriterier:
Titler/meritter, pointsnit, samt vurdering af de enkelte manageres innovative betydning for klubben.
Top 3: De dårligste managere i Manchester United
2. (delt) Frank O’Farrell/Wilf McGuiness
Vi tager den lige ”bagfra” og starter med de ”næstdårligste”.
Matt Busby stoppede i 1969 og efterlod sig meget tunge fodspor i klubben. Desværre trak han sig tilbage på et tidspunkt, hvor man stod over for en fornyelsesproces, hvor holdets stamme måtte forynges på en række nøglepositioner. Skotten overlod uriasposten til Wilf McGuiness. Denne klarede sig – næsten forventeligt – meget skidt, og blev opsagt efter kun halvandet år i jobbet. Herefter blev Matt Busby overtalt til et kort comeback, hvor han faktisk formåede at føre et ellers næsten kuldsejlet United frem til en 8. plads.
McGuiness’ sejrsrate på 36,78 er det dårligste i historien, hvis man undlader at medregne Jimmy Murphy, som var ”caretaker” i den forfærdelige tid umiddelbart efter München-ulykken i 1958, hvor Matt Busby lå på hospitalet og hele holdet måtte stykkes sammen af andetholdspillere og unge talenter.
Irske Frank O’Farrell efterfulgte det korte intermezzo med Busby, og var manager i en periode der var så sløj, at den nær havde været en rendyrket katastrofe for storklubben i Lancashire.
Styringen af United fra juni 1971 til december 1972 bar præg af usikker mandskabsbehandling og manglende taktisk overblik. O’Farrell tabte i et vist omfang – med et moderne udtryk – omklædningsrummet, og i høj grad tilliden i klubbens bestyrelse.
Ved juletid 1972 måtte managerjobbet overlades til Tommy Docherty. Holdet var da i en så ilde tilstand, at ”Doc” ikke formåede at få skuden rettet op, og United måtte lide den fornedrelse at rykke ned halvandet år senere. Når Docherty ikke er på denne ”bundliste”, så hænger det sammen med, at han – i kraft af karismatisk og dynamisk ledelse – formåede at sætte en ny kurs og skabe en revitaliseret udgave af Manchester United.
Frank O’Farrells sejrsprocent ligger på 37,04, og han må dele placeringen som nummer to fra bunden på denne rangliste med Wilf McGuiness. Det er mit indtryk, at de fleste ældre United-supportere er af den holdning, at O’Farrell var den mindst ringe af de to, men det er ærligt talt vanskeligt at se den store forskel i det historiske bakspejl. Det må dog medgives, at begge i nogen grad blev ofre for den uhyre vanskelige opgave, det var at måtte navigere i giganten Matt Busbys skygge.
- Ruben Amorim
Der er adskillige ”gode” kandidater.
Personligt synes jeg, at José Mourinho var en kolossal fejlcasting i Manchester United. Hans ledelsesstil var elendig og han splittede meget mere, end han forenede. Den spillemæssige tilgang blev simpel og minimalistisk. I mine øjne var han ikke en klub som hæderkronede Manchester United værdig.
Erik ten Hag fik aldrig tingene til at swinge. Trods store investeringer i spillertruppen blev der aldrig skabt tilstrækkelig stabilitet, og taktisk gjorde hollænderen en usikkert indtryk.
Alligevel må ”førstepladsen” på bundlisten her gå til Ruben Amorim.
Det er der flere årsager til.
Et pointsnit på 1,05 (stadig med en beregning ud fra 2 point for en sejr) er i sig selv et uhyre skuffende samlet resultat. Sejrsprocenten på 38,10 er iøjnefaldende dårligt.
Amorim blev hentet ind i november 2024 på bagkant af fyringen af Erik ten Hag og en kort interim-periode med Ruud van Nistelrooy i den midlertidige chefstilling. Denne formåede 3 sejre og 1 uafgjort i de 4 kampe hvor han nåede at stå ved roret. Amorims udgangspunkt var således ikke helt til rotterne. Desuden var han hypet som den store rednings- og vismand og udråbt som taktisk geni.
Man måtte imidlertid konstatere, at der var et meget stort spring fra portugisisk fodbold til Premier League. Den spillemæssige og taktiske tilgang passede meget dårligt til det materiale som reelt var til rådighed, og Amorim var for stædig og ærekær til at ændre.
Slutplaceringen i sæsonen 2024/25 som nummer 15 var pinlig. En overgang så det ud som om, at Europa League skulle redde helhedsindtrykket, men Tottenham løb som bekendt med trofæet.
I sommerens transfervindue blev der investeret enorme summer til forstærkninger, og selv om United ind imellem leverede gode kampe, så sad man aldrig med indtrykket af, at der var harmoni og sammenhængskraft i holdet.
Efter min opfattelse var det mest diskvalificerende ved Amorim hans optrædener ifm. pressemøder og medieudtalelser. Han forekom forbløffende defaitistisk når tingene ikke flaskede sig, og demonstrerede en tendens til at hænge navngivne spillere ud, ligesom forholdet til bestyrelsen blev udstillet for åbent tæppe. Det gør man selvfølgelig ikke i en Premier League klub, med mindre at man er alvorligt træt af sit job. Fyringen efter knapt 14 måneder som boss i en af de mest prestigefyldte stillinger i fodboldens univers, var derfor fuldkommen logisk.
Læs også min rangering af den bedste manager, der nogensinde har været i Manchester United:
