Hvem er de ægte vikinger? Kan Norge tæmmes?

Ægte vikinger er danske. Rollo var dansker. Regnar Lodbrog ligeså.

Tordenskjold havde været et nul uden hans dannelse i København, og det samme kan siges om Ludvig Holberg. Vi er trætte af den norske klynk om ”400-års natten” under dansk herredømme. De tilsluttede sig selv, helt frivilligt, unionen med Danmark i 1380. Og deres evindelige, overstadige klaphat-jubel hver gang en norsk skiløber kommer først i mål ved OL er utålelig. Ja vist har de vundet mange guldmedaljer, men der er jo også et nærmest absurd antal langrendsdistancer.

Men alvorligt talt; Norge er en stærk idrætsnation. De har noget stenhård vindermentalitet deroppe. Udsprunget af barske granitfjelde og tilskyndet af de rige olieforekomster i Nordsøen, som Per Hækkerup (måske) i en cognacbrandert forærede dem i 1970’erne.

Norsk favoritværdighed

Det norske fodboldlandshold har haft voldsom fremgang de senere år, foreløbigt kulminerende med en kvartfinale ved VM. De har dygtige spillere. Erling Haaland er klodens farligste angriber, og Ståle Solbakken har formået at indpasse Arsenalstjernen Martin Ødegård i en dominerende nøglerolle på midtbanen. Langt det meste norske spil går igennem ham, og det er bestemt ikke kedeligt at se på. Den tid er for længst forbi, hvor Norge var synonym med lange afleveringer og hjernedødt løb og spark.

Norsk klubfodbold profilerer sig internationalt på en høj hylde, og det sker med en langt højere andel af norske spillere, end tilfældet er med danskere i Superligaen. I de danske klubber tager udenlandske aktører over halvdelen af spilletiden og pladserne i trupperne, mens det i Norge er ca. 35 %.

I sensations- og succesklubben Bodø-Glimt er 26 ud af 29 kontraktspillere norske. Så glem alt om, at det er en nødvendighed med udlændinge, hvis man har europæiske ambitioner. Tag ved lære!

Kontinuitet gav succes

Ståle Solbakken er i det hele taget lykkedes med mangt og meget. Men det er nu ikke så længe siden, at norsk presse og en meget stor andel af ”fodboldfolket” deroppe krævede hans afgang. To mislykkede kvalifikationer og gennemgående ringe spil satte tålmodigheden på alvorlig prøve. Men forbundet havde tiltro til kontinuiteten og truppens progression, og det lønnede sig.

Det er ganske sammenligneligt med Danmark, hvor landstræner Brian Riemer er så udskældt efter den missede kval til Trumps VM, at man nærmest skulle tro, at manden har solgt statshemmeligheder eller begået en voldsom forbrydelse eller noget i den dur.

DBU har begået en mindre genistreg med ansættelsen af Kent Nielsen som assistent. Dansk fodbolds største old school mandfolk er en gevinst for landsholdets stab med sin stoiske ro og sikre overblik. Og så er det befriende med en træner, der ikke har ansigtet plantet i en iPad under kampene.

Vi skal dæmme op for Ødegård

Hvis Danmark skal være i stand til at overraske vores dygtige naboer i nord, så skal midtbanen være i stand til at forhindre Martin Ødegård i at dominere spillet. Det kræver ikke en dansk betondefensiv – det ville være en eklatant fejl at overlade initiativet til favoritterne – men det er nødvendigt, at Riemer fastholder sin ”midtbane-triangel” med Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand og Victor Froholdt.

Vi får i særdeleshed brug for nærkampstyrke (Hjulmand), overblik (Højbjerg) og opportunistisk løbepensum (Froholdt).

Der er tilsyneladende, blandt adskillige eksperter, opstået en slags myte om, at trianglen ikke fungerer, fordi ”spillerne er for ens” og ”søger de samme rum”. Påstanden har imidlertid ingen evidens.

I 5 landskampe: Mod Grækenland (3-0), Belarus (6-0), Skotland (2-4), Nordmakedonien (4-0) og Tjekkiet (2-2) har ”trianglen” leveret et generelt stærkt output.

Hvem skal stoppe mål-monsteret?

Når Norge stiller op som storfavoritter denne gang, så handler det jo i sagens natur, mere end noget andet, om Erling Haaland. Hvordan standser Danmark mål-monsteret?

Andreas Christensens skade er en kæmpemæssig streg i regningen. Det kan blive helt afgørende. Mere her: Så skete det igen: AC skadet

Logikken tilskriver, at landstræneren vælger et centerforsvar med de mest rutinerede kræfter, Joachim Andersen og Victor Nelsson, og det vil være fuldt forståeligt. Der er bare dét problem, at Andersen ikke spiller særligt godt i Fulham for tiden, og at han har leveret en stribe relativt dårlige præstationer på landsholdet.

Det er måske en for voldsom opgave for Lazios Oliver Provstgaard, og det vil være en stor satsning at sætte en mand ind med kun 2 landskampe i bagagen. Men det er fristende at prøve.

De norske svagheder

Norge er klare favoritter. Men vi skal passe på med at skrive dem for højt op.

De leverede en gedigen præstation ved VM, men var reelt dårligere end Elfenbenskysten, og kunne nemt være blevet slået ud i 1/16 finalen. Mod Brasilien dominerede nordmændene i imponerende grad, men man må erkende, at sydamerikanerne – bedømt på opgørets chancer – burde have vundet.

Til gengæld leverede nordmændene mod England, efter min opfattelse, deres bedste kamp ved VM. De var uheldige med at tabe kvartfinalen.

Solbakkens udvalgte må ikke lykkes med at bringe spillets epicenter for langt væk fra eget mål. Defensiven er nemlig langt fra usårlig (selv om jeg er imponeret over den lynhurtige Brentford-stopper, Kristoffer Ajer). Derfor: Lad ikke Norge få taktstokken for let!

DBU har investeret stort i sponsorarrangementer på Oslo-færgen i forbindelse med Nations League opgøret. Man håber at genskabe den legendariske stemning fra 5-1-sejren i 1985. Jeg håber at færgen bliver et vikingeflagskib ved hjemkomsten, og ikke en slukøret plimsoller.

Den forventede danske opstilling:

Målmand: Mads Hermansen

Højre back: Rasmus Nissen Kristensen

Venstre back: Joakim Mæhle

Stoppere: Joachim Andersen/Victor Nelsson

Central midtbane: Pierre-Emile Højbjerg/Morten Hjulmand

Offensiv midtbane: Victor Froholdt

Offensiv venstre: Mikkel Damsgaard

Offensiv højre: Patrick Dorgu

Angriber: Rasmus Højlund