Hvem er Andy Kellet?
Manchester United tog fusen på de fleste, da de sent ud mandag aften meddelte, at man havde lejet Boltons 21-årige forsvarsspiller, Andy Kellet, sæsonen ud.
Andy Kellet er et produkt af Boltons eget akademi, og fik sin debut for Wanderers sidste år, i et 4-2 nederlag til Rotherham. I oktober blev han udlejet til Plymouth i League Two, hvor det blev til et enkelt mål i 15 optrædener for klubben. Målet faldt i december ude mod Northampton. Andy Kellet har blot fire optrædener for Bolton under bæltet.
Andy Kellet bliver ikke umiddelbart betragtet som noget stortalent, med en gylden fremtid foran sig. Den tidligere Bolton boss, Dougie Freedman, har tidligere været usikker på, om Kellet ville bryde igennem på Boltons førstehold.
Kellet skal dog nok heller ikke se sit lejemål hos Manchester United for mere end det er. Den mægtige klub har udlejet en masse spillere denne sæson, hvilket har betydet, at klubbens U21-træner, Warren Joyce, ikke har alt for mange brikker at rykke rundt med. Det ligger altså på ingen måde i kortene, at Keller skal involveres i førsteholdets kampe. Men den unge knægt har fået en kæmpe mulighed for at bevise sig selv, og vil uden tvivl få en stor oplevelse.

