Husker du: Da Preben Elkjær fik 652 stemmer til kommunalvalget
Skulle Preben Elkjær en dag få den tanke, at han ville være borgmester i Verona, så kunne det nok godt lade sig gøre.
I forvejen har han status som æresborger i byen, som er den største i regionen Veneto.
Det er ikke en status, der er kommet af sig selv. Den tidligere danske landsholdsstjerne var på toppen for den lokale klub Hellas Verona, da klubben vandt sit hidtil eneste mesterskab tilbage i 1985.
Og ved kommunalvalget i Verona i 2022 opnåede han sågar 652 stemmer – vel at mærke, uden at han var opstillet.
At flere gerne ser Preben Elkjær som borgmester afspejler sig også i hans øgenavn, ‘Sindaco’, der på italiensk betyder netop borgmester.
Preben Elkjær: Fint at stoppe
I et interview med Folketidende fortalte han i 2022 om sit karrierestop tilbage i 1990, som han havde forberedt sig mentalt på.
– Det var fint at stoppe. Jeg kunne mærke, at tiden var ved at være der. Der kommer en dag, hvor du ikke mere kan følge med på det niveau, der skal til. Jeg stoppede den ene dag og startede på arbejde den næste dag.
– Jeg havde forberedt mig på stoppet. Så det var meget naturligt. Man skal huske sig selv på, at det ikke varer evigt, mens man er i det. Man skal forberede sig, lød det fra Preben Elkjær.
Tirsdag er der i øvrigt kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark, og det betyder, at Danmarks landskamp ikke vises på TV 2. Læs mere her.


















