Hughes: Kunne have ydmyget City
Lørdag vandt Stoke med 2-0 hjemme over Manchester City, og de lyseblå fra Manchester har nu blot vundet i en ud af de sidste otte opgør på Britannia Stadium.
Denne gang var begge parter enige om, at sejren var helt fortjent – men den kunne endda have været endnu større, fortalte Hughes efter kampen.
– Vi var exceptionelle på dagen. Vi havde en gameplan, som vi altid har. Vi vidste, hvad vi skulle gøre godt. Man kan snakke om taktik, men gutterne skal gå på banen og udføre den, og det gjorde de.
– Vi havde en række af chancer. Mht. hundredeprocentschancer var vi langt foran City på dagen, og vi kunne let have ydmyget dem. Jeg er dog glad for sejren på to mål, slutter den tidligere City-træner.
Marko Arnautovic scorede begge kampens mål, og begge gange blev østrigeren serveret af Xherdan Shaqiri.
Stoke indtager nu en foreløbig 10. plads. Manchester City ryger ned som nummer tre.