Hughes forklarer: Derfor kaldte Pulis kaptajn Shawcross for en taber
Mark Hughes hævder, at Ryan Shawcross, der er kaptajn hos Stoke, modtog en besked i telefonsvareren fra Tony Pulis mandag aften – to dage efter Stokes nederlag mod West Bromwich.
Shawcross, der har været Stokes anfører i flere år – også i Pulis' tid i Stoke-on-Trent, anklagede The Baggies om at lække nyheden omkring den tidligere WBA-angriber Saido Berahinos to måneder lange karantæne – en nyhed, der ramte den engelske presse tidligere på måneden.
Berahino fik sin Stoke-debut i kampen mod West Bromwich og sidenhen har manager Mark Hughes udtalt følgende om episoden:
– Vi var irriteret over en række ting, fortæller Hughes til BBC.
Der var ingen håndtryk mellem de to managers i slutningen af kampen, hvilket normalt er en kutyme. Om det tilføjer Hughes:
– En række af ting, som blev sagt og nævnt i pressen inden kampen var, efter vores synspunkt, unødvendigt. Jeg var utilfreds med at deres manager ringede til Ryan mandag aften efter kampen og kaldte ham en taber. Det var jeg ikke specielt glad for.
Om beskeden efterladt til Shawcross fortæller Hughes til BBC.
– Der var efterladt en besked i telefonsvareren og jeg har ikke hørt den. Men Ryan var ikke helt tilfreds.
BBC skriver, at Pulis i beskeden skulle have kaldt Shawcross en taber for at have anklaget West Brom om at lække nyheden om Berahino til pressen.
Berahino kom til Stoke den 20. januar og det kom senere frem, at han havde gennemgået en otte uger lang karantæne inden sit West Brom-exit, efter sigende fordi han var testet positiv for stoffet MDMA.