Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hovedet på blokken: Her er 10 nye "modige" transferforudsigelser

03.07.2019 Kl. 09:08
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

1. Ryan Sessegnon fra Fulham til Tottenham

Tottenham ventede 517 dage på at lave en ny signing, men Londonklubben vendte stærkt tilbage ved at annoncere både Jack Clarke og Tanguy Ndombele – klubbens nye rekordsigning –  tirsdag.

Der er dog intet, der tyder på, at Spurs sænker farten nu.  Daniel Levy skulle i øjeblikket forhandle med Fulham om en dobbeltaftale, der vil bringe både Ryan Sessegnon og tvillingebroderen Steven Sessegnon til Tottenham

De engelske medier har længe udråbt Spurs som absolutte favoritter til at hente det unge engelske talent, og vi hælder også klart mest til, at Tottenham til sidst får fingrene i ham.

2. Romelu Lukaku fra Manchester United til Inter Milan

Manchester United er glade, hvis Romelu Lukaku bliver, men Manchester United er også glade, hvis den belgiske angriber forlader klubben.

Inter Milan skulle angiveligt have budt to gange nu, men på typisk italiensk vis forsøger Milano-klubben i første omgang at leje Lukaku, hvorefter man så forpligter sig til at købe ham.

Manchester United er angiveligt ikke interesseret i en sådan struktur på en eventuel handel, men vi tror på, at Lukaku og Inter får hinanden til syvende og sidst.

Angriberen ønsker helt klart skiftet, Inter har ham som toptransferprioritet, og Manchester United skulle allerede have en erstatning på plads i form af Wissam Ben Yedder eller spanske Dani Olmo.

3. Harry Maguire bliver i Leicester

Begge Manchester-klubber skulle være interesseret i ham, og The Red Devils bød tirsdag £70 millioner på den 26-årige englænder ifølge Sky Sports.

Det ville have gjort Maguire til verdens næstdyreste midterforsvarer, men Leicester, der ikke er tvunget til at sælge, forlanger mere.

Flere pålidelige kilder beretter, at The Foxes sigter efter en verdensrekord på £90 millioner. Maguire er en klasseforsvarer, men undertegnede ville vende det hvide ud af øjnene, hvis én af de to Manchester-klubber bød så stort et beløb på ham.

Simon Stone fra BBC skriver, at hovedpersonen selv er klar til at skifte fra Leicester, men fortsat ikke selv vil presse på denne sommer. 

Vi tror simpelthen ikke på, at det kommer til at ske, og det er måske meget fint for alle involverede parter.

4. Pierre-Emerick Aubameyang til en vilkårlig kinesisk klub

Først var der rygter om, at Manchester United og Liverpool var interesseret, og at Pierre-Emerick Aubameyang selv havde givet grønt lys til et skifte.

Interessen fra rivalerne skulle dog være vildt overdrevne, men meget tyder på, at Arsenal faktisk er klar til at sælge sin stjerneangriber denne sommer.

Han er 30 år, og Arsenal er ifølge flere pålidelige kilder klar til at lytte på bud, da et salg ville generere flere penge, som kunne geninvesteres i truppen.

Duncan Castles og drengene fra The Transfer Window Podcast mener også at vide, at Aubameyang selv er fristet af en række lukrative tilbud fra Kina.

The Times har også tidligere berettet, at han havde mindst to tilbud fra Kina, men det store spørgsmål er, om de kinesiske klubber også er klar til at købe ham for de £56 millioner, som The Gunners angiveligt kræver.

5. Dejan Lovren fra Liverpool til AC Milan

Flere engelske medier har skrevet, at Liverpool er klar til at sælge Dejan Lovren, hvis et bud på £25 millioner bliver afgivet.

AC Milan har tidligere været sat i forbindelse med den kroatiske midterforsvarer,  som potentielt selv kunne være klar på en luftforandring med både Joe Gomez og Joel Matip foran sig i køen om startpladsen ved siden af Virgil Van Dijk.

Den pålidelige italienske journalist Gianluca Di Marzio bekræfter i hvert fald, at AC Milan fortsat er efter ham, efter klubben har misset muligheden for at hente Ozan Kabak og Kostas Manolas.

Denne mulige transfer er fortsat meget på spekulationsstadiet, men vi kunne godt se den ske.

Nathan Aké fra Bournemouth til Manchester City 

Det her rygte er opstået ud af det blå, men franske L'Equipe skriver i dagens avis, at den 24-årige hollandske midterforsvarer "sandsynligvis" skifter til Manchester City denne sommer.

Det var ikke en transfer, vi selv havde set komme, men det lyder faktisk slet ikke så sort i vores ører.

Vi tror som bekendt ikke på, at de engelske mestre byder £90 millioner på Harry Maguire, men man mangler fortsat en erstatning for Vincent Kompany.

Leonardo Bonucci er blevet nævnt, men Juventus forlanger angiveligt op mod €60 millioner for den italienske forsvarskæmpe, som er 32 år – ét år yngre end netop Vincent Kompany.

Aké ville være et markant billigere alternativ til de to store stjerner, da han skulle koste cirka £40 millioner.  Han har Premier League-erfaring, er fortsat ung, hurtig og sikker på bolden.

Derfor ville han faktisk passe godt til Pep Guardiolas spilsystem, sådan som vi ser det.

6. Bruno Fernandes fra Sporting Lissabon til Manchester United

Det er udelukkende skribentens Manchester United-hjerte, som taler her, for vi har svært ved at vurdere, om der overhovedet er hold i rygterne om den målfarlige portugiser.

Pressen fra hans hjemland har længe sendt ham til Manchester United, og de engelske medier er efterhånden sprunget på vognen og bekræfter nu også, at han skulle være et mål for Ole Gunnar Solskjær.

I hvert fald halvt.  Der var rygter om, at Manchester United havde en personlige aftale på plads med Fernandes og havde afgivet et lavt bud på £35 millioner.

James Ducker fra The Telegraph skriver dog, at det er usandt.  Der skulle ikke have været noget nyligt møde med hans agenter,  og en personlige aftale skulle ej heller være indgået.

Det hele kunne godt tyde på lidt på, at rygterne skyldes, at Bruno Fernandes og Sporting Lissabon konsekvent lækker falske rygter til den portugisiske presse for at skabe interesse i Fernandes, der måske slet ikke er så ombejlet som først antaget.

Undertegnede krydser dog fingre for, at han ender i Manchester United, men Sean Longstaff lyder som det klart mest sandsynlige bud på en forstærkning til midtbanen –  derfor er Bruno Fernandes vores "modige" bud i stedet.

7. Nicolas Pepe fra Lille til Liverpool

Det samme princip som med Bruno Fernandes gør sig gældende her.

Rygterne om et skifte til Liverpool varer ved, selvom flere pålidelige Liverpool-korrespondenter har afvist en transfer.  Derudover tyder meget også på, at Jürgen Klopp er tilfreds med sin trup og ikke forventes at investere stort denne sommer.

Særligt den franske presse og enkelte engelske medier bliver dog ved med at sende den ivorianske winger til Liverpool, så måske er der faktisk interesse. Enten dét, eller også forsøger Nicolas Pepes agent og/eller Lille desperat at skabe interesse ved at lække historier til medierne.

To journalister fra The Times har dog påstået, at Pepe ganske rigtigt er på blokken hos Liverpool, som potentielt ser ham som en langtidserstatning for Mohamed Salah, og det seneste nye fra Frankrig er, at wingeren selv foretrækker enten Liverpool eller Inter Milan.

Vi ved ikke helt, hvad vi skal sige til rygterne, men vi tør godt komme med et modigt bud på, at han ender på Anfield denne sommer.

8. Paul Pogba bliver i Manchester United

Real Madrid er interesseret, og det er Juventus også, men vi tror simpelthen ikke på, at nogen af klubberne har de finansielle midler til at hente franskmanden denne sommer.

Manchester United vil meget nødigt sælge franskmanden og kræver £150 millioner for ham.  Det kan godt være, at Pogba selv har givet udtryk for, at han gerne vil væk, men Ole Gunnar Solskjær ventes stadig at bygge sit hold op om ham – og han har endnu op til tre sæsoner tilbage på sin kontrakt.

Real Madrid og Juventus skulle begge være klar til at inkludere diverse stjerner i en eventuel handel, men vi tror simpelthen ikke på, at Gareth Bale eller Douglas Costa er nok til at overbevise Manchester United om, at man skal skille sig af med sin kommercielle guldkalv.

Nu skulle Juventus dog have tilbudt 520 millioner kroner samt Paulo Dybala for franskmanden, og det kunne måske godt få Manchester United på andre tanker.

Det er et dugfriskt rygte, så indtil det potentielt bliver mere konkret, så satser vi fortsat på, at Pogba er at finde i Manchester United-truppen næste sæson. Det kunne til gengæld meget vel blive hans sidste for klubben.

9. Joao Cancelo fra Juventus til Manchester City

Rodri, Aké og Cancelo?

Det kunne meget vel ende med at blive et ganske fint transfervindue for de engelske mestre, som allerede har en bundsolid trup på samtlige positioner.

Pep Guardiola foretrækker at have to klassespillere til hver position, og da Danilo angiveligt er til salg, skulle man forsøge at erstatte den brasilianske back med portugisiske Joao Cancelo.

Forhandlingerne om Cancelo skulle have stået på i adskillige uger og en personlig aftale skulle være på plads. Juventus og Manchester City er angiveligt heller ikke langt fra at blive enige, men i øjeblikket står City i en situation, hvor man først skal skille sig af med Danilo, før man kan færdiggøre købet af Cancelo.

Derfor kan handlen sagtens ende med at trække ud, men Pep Guardiola plejer at få dét, han peger på, og det tror vi også, bliver tilfældet her.

10. Youri Tielemans fra Monaco til Leicester

Det er måske slet ikke så modig endda, for Leicester har længe forsøgt at forhandle en permanent aftale på plads for midtbanespilleren, som tilbragte halvdelen af sidste sæson på leje i klubben.

Flere medier har berettet, at The Foxes er i pole position, men meget tyder også på, at Brendan Rodgers' mandskab er den eneste interesserede klub i øjeblikket.

Manchester United skulle angiveligt også have en svag interesse, men så længe Paul Pogba fortsat er i klubben, skulle The Red Devils ikke træde i karakter og blande sig.

Og når man først har sagt A, må man også sige B. Pogba bliver formentligt, og derfor får Leicester frit slag til at hente Tielemans for omkring £40 millioner.

 

Annonce