Hollandsk medie: Leicester scouter Twente-stjerne
Claudio Ranieri har hentet Daniel Iversen, Daniel Amartey og Demarai Gray i dette transfervindue, og det er ikke sikkert, at den italienske manager er færdig med at købe ind.
Loïc Remy er blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier Leagues absolutte tophold i flere dage, og nu sættes the Foxes også i forbindelse med en anden spiller til offensiven.
Den hollandske hjemmeside, footballoranje.com, skriver i dag, at Leicester havde en scout på plads til kampen mellem Twente og Utrecht. Her kiggede klubben på Hakim Ziyech, som strålede med to assists.
Tidligere på måneden blev Leicester også sat i forbindelse med marokkaneren, der har været i storform for Twente i indeværende sæson. I 21 kampe har han lavet 11 mål og otte assists for den hollandske klub.