Højlund højt på anerkendt liste
Det er gået stærkt for Rasmus Højlund i løbet af det seneste år, og det afspejler sig nu i en ny liste.
For den danske angriber er blandt de spillere, som endnu ikke er fyldt 23 år, der har fået sin transferværdi til at stige mest over de seneste seks måneder. Det vurderer CIES Football Observatory.
I den periode har Højlund ifølge det internationale center for sportsstudier fået sin transferværdi til at stige med 283 millioner kroner. I alt vurderes hans transferværdi nu til at være 806 millioner kroner.
Det er mere, end hvad Manchester United betalte for den danske angriber i sommeren 2023, hvor han blev købt i Atalanta for lige over 550 millioner kroner.
I perioden er Barcelona-kometen Lamine Yamal den spiller, der har oplevet den største stigning af sin transferværdi. Herefter følger João Neves, Sávio og Cole Palmer.
For spillere under 23 år er Jude Bellingham den spiller, der ifølge CIES Football Observatory har den højeste transferværdi. Herefter følger Bukayo Saka.
På den liste er Rasmus Højlund nummer 11. Han er også overgået af spillere som Jamal Musala, Gabriel Martinelli og Cole Palmer.
Holdkammeraten Alejandro Garnacho vurderes til at være lige så meget værd som Højlund. Og argentinerens værdi er steget lidt mere end Højlunds over det seneste halve år.
LÆS OGSÅ: 12 spillere kan forlade Manchester United