Der er fodboldspillere, der deler vandene. Og der er dem, der gør det i ekstrem grad. Det sidste passer på Rasmus Højlund (der i dag fylder 23 år). 

Egentlig er det et mysterium hvorfor Rasmus har så mange modstandere. Så mange der åbenlyst fryder sig og svælger i bagklogskab når det går ham dårligt, og tilsyneladende har det stramt med at erkende hans kvaliteter når han har succes. Hvorfor er det mon sådan? 

For mig er småligheden vanskelig at følge. Højlunds karriere er jo i bund og grund et eventyr. 

Artiklen fortsætter efter videoen.

FCK’s kæmpebrøler

Rasmus fik seniordebut i F.C. København som kun 17-årig i 2020.

Han efterlod indtryk af en stor og stærk, men selvfølgelig ufærdig angriber. En række indhop gav ingen mål i Superligaen, men til gengæld fik han sat 5 scoringer ind i FCK’s Europa Cup kampe.

Det var ikke tilstrækkeligt til at overbevise den sportslige ledelse om, at her var en fremtidens mand der skulle satses på.

At FCK solgte Højlund til Sturm Graz for pebernødder, det må være den største fejlvurdering af en spiller siden man sendte Zlatan Ibrahimovic hjem til Malmö i sin tid.

Jeg har hørt alle bortforklaringerne, men det er altså et faktum, at brøleren overlod det til Graz at indkassere et kanonsalg i 2022, blot et halvt år efter at Højlund havde arriveret i Østrig, da Atalanta betalte 17 millioner euro, lidt over 125 millioner kroner, for en forward under eksplosiv udvikling.

Hvis FCK havde haft troen på Rasmus, så havde de sendt ham på leje, ligesom i tilfældet Orri Oskarsson, men den var der ikke.

Ikke desto mindre tog Højlund den østrigske Bundesliga med storm, og nød derefter kæmpe succes i Bergamo, hvor 9 mål og en række stærke præstationer i 32 Serie A opgør, var tilstrækkeligt til at påkalde sig opmærksomhed fra europæiske topklubber.

Drømmen og mareridtet

Når man kan indbringe cirka 600 millioner kroner og får muligheden for at spille for en drømmeklub som Manchester United, så er det jo bare at tage springet. Old Trafford – Drømmenes Teater – blev eventyrets næste step, men der var mange skeptikere og negative røster. 

Jeg var lidt nervøs over de mange sammenligninger med Erling Haaland, for Premier League er unægtelig en stor mundfuld – uanset hvilken liga man kommer fra – og forventningerne var temmelig opskruede. Omvendt var der udsigt til at danne et lynhurtigt angreb med Marcus Rashford og de lovende kantspillere, Garnacho og Antony. Det kunne godt blive stort. 

Den første sæson var absolut godkendt. 10 mål i PL (og 16 i alt i alle turneringer) var et godt udbytte i en akklimatiseringsfase. Men eventyret og drømmen blev efterhånden et mareridt.

Der var ingen spillemæssig progression, og United var svagt ledet af Erik ten Hag og siden Ruben Amorim. Rashford blev mere og mere utilpasset og de nævnte wings viste sig som superegoister. Højlund blev udsultet.

FA Cup sejren i 2024 var en opmuntring. Højlund fik ca. et kvarters spilletid som indskifter i den overraskende finalesejr over bysbørnene fra Manchester City. Men 2024-25 blev mere og mere en ørkenvandring for den danske forward.

Det var godt at han fik mulighed for at komme på leje i SSC Napoli. 

Publikum på Stadio Diego Armando Maradona tog hurtigt den glade, lyse viking til sig, og Højlund fik en bragende god ”genstart” på karrieren i Italien. Eventyret fik nyt liv.

Her på det seneste har Napoli haft en meget dårlig periode med mange skader og skidt spil. Men trods scoringskrise har Rasmus tegnet sig for 6 mål i 19 Serie A kampe, og 10 i 29 optrædener for Napoli.

Dem der mener, at det er et dårligt udbytte, har ikke en pind forstand på italiensk fodbold. 

Højlund med landsholdssucces

På landsholdet fik Højlund et bragende flot gennembrud i 2023. Han blev valgt fra til VM-slutrunden i Qatar, men i foråret 2023 scorede han 5 gange mod Finland og Kasakhstan, og siden de meget vitale mål i udekampene mod Slovenien og San Marino. 

Efter min personlige opfattelse havde Kasper Hjulmand noget nær det perfekte angreb ved EM i Tyskland. Højlunds fænomenale hurtighed parret med Jonas Winds tekniske kvalitet var et stærkt og lovende mix.

Men den daværende landstræner havde efterhånden fået gravet landsholdet ned i en fantasiløs taktisk minimalisme, der betød, at angriberne intet fik at arbejde med. Kritikken over for offensiven haglede ned fra alle sider, men den var unuanceret og usaglig, for hvilke forwards kan score, når holdet ikke tør investere i at angribe?

Hjulmand svigtede sin frontduo og skiftede typisk Wind ud tidligt og Højlund lidt senere. 

Mod Serbien jublede pressen over et heldigt 0-0-resultat i en kamp hvor Danmark stort set intet skabte, intet turde, intet ville. Mod en meget begrænset modstander. Det efterfølgende 1/8 finale nederlag mod værtsnationen var fuldkommen forudsigeligt. 

I den igangværende VM-kvalifikation har Højlund – trods skader – vist sig uundværlig for landsholdet med 5 kasser i 5 kampe.

Vi må sætte vores lid til, at han atter er i målform, når Nordmakedonien banker på om 7 uger.

Indtil nu har Rasmus sat sin signatur på 13 scoringer i 31 landskampe. Det gør måske ondt på alle dem der elsker at nedvurdere ham, men det er jo indlysende mere end godkendt. 

Herfra skal der lyde et stort tillykke med de 23. 

Læs også Michael Kjærbøls nekrolog: Farvel, Åge Hareide