Højlund om ten Hag: "Alle støtter ham"
Rasmus Højlund gav Manchester United en fantastisk start på opgøret mod FC København.
Efter 28 minutters spil havde han nettet to gange og bragt gæsterne på 2-0.
Desværre for den danske angriber var det ikke nok, da FC København fik vendt kampen og endte med at vinde 4-3.
Derfor var det også en ærgerlig dansker, der mødte pressen efter kampen, hvor han blev spurgt ind til Erik ten Hag og situationen i klubben.
– Han er en rigtig god træner. Han kigger på hver eneste detalje og hjælper mig meget, giver mig selvtillid og støtter mig, siger Rasmus Højlund.
– Jeg tror, at alle spillere i omklædningsrummet støtter ham. Jeg håber, at det kun er spørgsmål om tid (før tingene vender, red.), lyder det fra den danske angriber.
Manchester United ligger nu sidst i gruppen, men de har kun ét point op til både FC København og Galatasaray, mens Bayern München er gået videre med 12 point.