Højdepunkter: Tottenham smed sejren mod West Ham
Det så godt ud for Tottenham, da de gik til pause i onsdagens Carabao Cup-kamp mod West Ham på Wembley. Mauricio Pochettinos mandskab var foran 2-0 efter scoringer af Moussa Sissoko og Dele Alli, og de havde spillet en god første halvleg.
I anden halvleg var kampbilledet dog et helt andet. West Ham kom ud fra pausen med fornyet tro på tingene, selvom selvtilliden næppe har været i top efter en sløj sæsonstart, hvor Slaven Bilic også er blevet meldt fyringstruet.
Men West Ham formåede i løbet af et kvarter at score tre gange og dermed vende kampen på hovedet. Først var det André Ayew med to scoringer, inden Angelo Ogbonna blev matchvinder med sit hovedstød efter 70 minutter.
Se højdepunkterne fra opgøret, hvor Christian Eriksen blev skiftet ind mod slutningen, her.